Det, Løkke mener, er...

STATSMINISTER OG VENSTRES FORMAND, Lars Løkke Rasmussen, taler. Den store leder, fra hvem vi sjældent hører, taler sågar om det, alle medier er enige om at beskrive som et rasende opgør, der i de seneste dage har fundet sted internt i Venstre og ledt partiet ud i endnu en krise.
Det er nærmest sensationelt. Tænk sig, at statsministeren taler om andet end at få taget en selfie med nogen.

SOM BEKENDT har flere Venstre-medlemmer med gruppeformand Søren Gade i spidsen sønderkritiseret et udspil fra Venstres egen regering om at yde statslån til almene boligselskaber.
Hertil sagde Lars Løkke Rasmussen så i går: ’Det er bestemt ikke nogen krise. Det er ganske almindeligt politisk arbejde, som handler om, at Venstre til august skal fremlægge en god finanslov, som balancerer forskellige hensyn.’

MAN SKAL særligt lægge mærke til formuleringen ’balancerer forskellige hensyn’. Det hensyn, der skal ’balanceres’ er, at Søren Gade og andre medlemmer synes, at Lars Løkke er blevet så meget ’statsminister for enhver pris’, at han er blevet ræverød og har solgt fuldstændig ud som liberalist.
Og lad os blot ’oversætte’ endnu en udtalelse fra Venstre-formanden:
’Der har ikke været tilstrækkelig god kommunikation. Derfor er det aftalt, at det arbejdes der videre med hen over sommerferien. Så er der ikke mere at sige til det.’

HVAD LØKKE SIGER her, er, at han og nogle andre Venstre-ministre desværre kom til at glemme – eller muligvis gad de ikke – at informere deres egne partimedlemmer, der til gengæld blev rasende, fordi det under Løkkes regime ligner en uhelbredelig arrogance snarere end et uheld at lade sine egne stå med drøblen blottet.
Men det har altså forårsaget, at al afgørelse er suspenderet – indtil de oversete medlemmer er faldet ned, og Søren Gade er holdt op med at være blå i hovedet, må man antage.

VENSTRES FORMAND TALTE, ja. Han var dog ikke særligt snakkesalig. Slet ikke over for Ekstra Bladet, der forårsagede al balladen ved at afsløre en række interne mails imellem medlemmer af Venstres folketingsgruppe.
’Prøv at høre her, jeg tror ikke jeg kan tilføre den debat noget,’ lød det således også defensivt fra Løkke.
Hvilket han så formentlig har ret i.
Venstre-formanden har i hvert fald ikke i sine hidtil to år som leder af landet siden valget i 2015 tilført ret meget af værdi til andet eller andre end sig selv.

158 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere