Det skal vi lære af Mia-drabet

Hjerteskærende og ufattelig tragisk er det, at en ung, glad kvinde berøves livet, nærmest inden det for alvor er gået i gang. Foto: Ernst van Norde
Hjerteskærende og ufattelig tragisk er det, at en ung, glad kvinde berøves livet, nærmest inden det for alvor er gået i gang. Foto: Ernst van Norde
Følg Lederen
EKSTRA BLADET MENER

DRABET PÅ 22-årige Mia Skadhauge har rystet hele Danmark. Med god grund.

Hjerteskærende og ufattelig tragisk er det, at en ung, glad kvinde berøves livet, nærmest inden det for alvor er gået i gang. Brutalt slået ihjel af – må vi formode – en mand.

Hvad havde Mia dog gjort forkert, således at denne grumme skæbne skulle blive hende til dels?

Svaret er selvfølgelig: Ingenting. Ingenting overhovedet.

DET BURDE være overflødigt at understrege lige dén selvfølgelighed. Og dog. For de sociale medier fremstår som et deprimerende vidnesbyrd om, at vildfarelsen florerer derude – den om, at kvinderne selv bærer ansvaret for at blive udsat for forbrydelser og mænds grænseoverskridende adfærd.

Ingen kvinde kan nogensinde gøres bare tilnærmelsesvist ansvarlig for, at mænd ikke kender grænsen. Det gælder i mere banale krænkelsessager og selvfølgelig også ved alvorlige forbrydelser.

VI TAGER den lige én gang til for prins Knud: Unge kvinder må gerne drikke sig fulde. Klæde sig udfordrende. Gå udenfor med alt for lidt tøj på. Tage sent hjem. Tale med fremmede. Være flirtende.

Det er alt sammen helt inden for skiven – og ikke på nogen måde en anerkendelse af, at kvinderne må acceptere, at de dermed lever livet farligere.

JEG ER SELV far til døtre. To af dem i den alder, hvor fester og nattelivet er en central del af identiteten og det at blive voksen.

Hvor ville jeg gerne kunne fortælle mine piger, at Mia-drabet selvfølgelig er tragisk, men omvendt ikke noget, de behøver at tænke mere over.

Det kan jeg bare ikke med nogen form for troværdighed i behold.

SANDHEDEN ER den, at Mia-drabet er en grum påmindelse om, hvad der desværre er virkeligheden: Nemlig at mænd slår kvinder ihjel – fordi de er kvinder.

Ingen nok så fuld ung mand behøver frygte at sætte sig ind i en sort bil klokken ti minutter over seks en søndag morgen i Aalborg. Eller gå alene hjem fra en fest, for den sags skyld.

DEN ANGST må kvinder – mine døtre – leve med hele tiden. Hvilket Mia-drabet er en forstemmende påmindelse om. Diskussionen er vigtig – for kvinder, men også for os mænd. Glem det med, at det skulle være udtryk for en jagt på os, at fokus nu er rettet på visse af vores kønsfællers meget uhensigtsmæssige adfærd.

HVAD SÅ nu? Kan vi udnytte den monumentale opmærksomhed på Aalborg-drabet til noget konstruktivt?

Helt forventeligt er politikerne for længst ude for at markere sig på sagen. Med statsministeren i spidsen deler de alle den broken heart-emoji, der er blevet symbolet på Mia-drabet.

Lad os vælge at tro, at det gør de, fordi de faktisk har tænkt sig at handle på sagen – og ikke bare fordi de vil høste vælgersympati på en sag, som de ved, berører danskerne dybt.

I SÅ FALD må vi også forvente, at det ikke bliver ved de forblommede selvfølgeligheder, men at der følges op med politisk handling, således at kvinder ikke skal gå rundt og være bange – bare fordi de er kvinder.

Og, ja, selvfølgelig er det allerede forbudt for mænd at slå kvinder ihjel. Men måske et øget fokus på faresignalerne kunne være en vej at gå.

HELT KONKRET: Hvad har myndighederne tidligere gjort i forhold til den nu varetægtsfængslede mand, der har domme for ekstremt krænkende adfærd overfor kvinder i almindelighed og sin ekskæreste i særdeleshed?

Han har dom for vindueskiggeri samt for at have savet bremserørene over på sin ekssvigermors bil.

Mystisk er det unægtelig, at efterforskeren for nogle dage siden affærdigede det med, at politiet kendte manden for nogle ’småting’. SMÅTING!?

DRAB VIL altid forekomme. Desværre. Men sagen fra Aalborg skal bringe os videre, så vi kan forstå – og handle.

Mias skæbne er selvfølgelig ubærlig uanset hvad, men hvis ugerningen kan føre til en øget opmærksomhed i forhold til den frygt, som kvinder med god ret føler i forhold til (visse!) mænd, så er det hele på en måde lidt mindre meningsløst.

Vi byder dig velkommen til at deltage i Debatten her på Ekstra Bladet.
Få enkle regler skal overholdes.

  • Aktivér min adgang til Debatten
  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af Debatten.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind