Det store fravalg - pest eller kolera?

MORTEN HANSEN ER folkeskolelærer – og han er så flov over valgkampen, at han har bedt sine elever i 7. klasse om ikke at tage særlig notits af politikernes udmeldinger de seneste uger.

For, som han skrev i Politiken: – Eleverne tror jo til sidst på, at folk rejser fra hus og hjem på flugt fra bomber og mishandlinger udelukkende for at agere velfærdsturister i vores lille smørhul efter en lang og farefuld færd over sø og land. Og de tror til sidst på, at arbejdsløse er ugidelige og selv har valgt deres situation.

Morten Hansen har ret, for sjældent har en valgkamp været så fyldt med skrækkampagner og overbud.

DE FLESTE VÆLGERE efterspørger overblik og afklaring – og det har de afgjort ikke fået. Tværtimod.

Valgkampen har skabt endnu mere rådvildhed, forvirring – og frustration. Det er ikke uden grund, at omkring 750.000 danskere indtil sidste øjeblik er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds.

DET FYGER MED TAL og statistikker. Vi er blevet proppet med 2020-planer – og nu også 2025-planer – som er så dejligt uforpligtende at smide på bordet. Men sjældent noget konkret om her og nu-problemer – f.eks. hvordan man akut vil hjælpe de patienter, som ligger på hospitalsgangene.

Vi har været vidne til et politisk cirkus, hvor det hele handler om populisme. Hvor kandidaterne optræder som børn i en sandkasse – alle vil absolut have ret, og alle afbryder hele tiden hinanden.

Jyllands-Posten har bragt en måling, som viser, at otte ud af ti vælgere er dødtrætte af debatniveauet i valgkampen, og at politikerleden derfor er blevet skruet op.

POLITIKERNE GENTAGER de samme floskler, snakker uden om vanskelige spørgsmål og angriber konstant hinanden for, hvad de har gjort i fortiden. Og ellers lover og lover.

Det har været så slemt, at en borgmester i Nordjylland på et tidspunkt henstillede til samtlige kandidater at undlade at komme med løfter i sager, som hører under de lokale kommunalbestyrelser!

DA VALGET BLEV udskrevet, noterede vi, at det i høj grad ville blive et opgør mellem to personer, Helle Thorning (S) og Lars Løkke (V), og at det for vælgerne ville blive et valg mellem pest og kolera.

Det skisma har valgkampen ikke ændret på. Det er et spørgsmål, om man ønsker en statsminister med en dårlig POLITISK moral eller en med en dårlig PERSONLIG moral.

Taberen er færdig på topniveau i dansk politik. Det er vind eller forsvind.

LARS LØKKE HAR gjort alt for at virke statsmandsagtig og undgå at blive konfronteret med sine mange bilagssager. På et tidspunkt forbød han via sin spindoktor TV2 at stille spørgsmål om fadbamser og tøjindkøb, hvilket stationen fejt bøjede sig for.

Helle Thorning, der har tabt syv valg i træk, blev kobberrød i hovedet og skinger i stemmen, hver gang hun blev spurgt om løftebrud i valgkampen i 2011. Og snakkede så udenom.

Ingen af de to hovedpersoner har i valgkampen virket mere overbevisende end den anden. Men én af dem bliver statsminister. I mangel af bedre.

God valgdag – selv om du har fortjent bedre.

119 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere