METTE FREDERIKSEN har stadig ikke været i Det Hvide Hus.
Poul Nyrup var på besøg efter 102 dage som statsminister. Anders Fogh efter 118 dage. Og Helle Thorning hang ud i det ovale værelse efter 144 dage på posten.
Så monstro ikke Mette sidder i lønkammeret på Marienborg og spekulerer over, hvorfor hun tilsyneladende er blevet lagt på amerikansk is.
Frederiksen var ganske usædvanligt slet ikke på besøg hos præsidenten i hele sin første periode som statsminister. Og selvom hun i september sidste år viftede febrilsk med en invitation og hævdede, nu skulle hun altså til Washington, har den aldrende Biden trukket pinen ud.
I SKRIVENDE STUND har Mette ventet mere end 1400 dage. Det må i den grad pine den forfængelige politiker. Faktisk er hun den statsminister i nyere tid, der har ventet længst. Imens har nærmest alle vores nordiske naboer været på fint besøg, ligesom Biden lader sig fotografere med statsledere fra uanseelige afrikanske lande, der burde være langt længere nede på diplomatlisten. Det kunne Ekstra Bladet i denne uge berette.
Men er det ikke ligegyldig kalendergymnastik?
Nej, ikke hvis vi skal tro de danske statsministre. De har i årevis tudet os ørene fulde af, at vi skulle følge USA blindt, fordi det bragte os tæt på den amerikanske præsident, at det købte os sikkerhed og et nært forhold til den frie verdens storebror.
DET MANGLENDE BESØG kan f.eks. skyldes, at USA stadig mener, at Danmark ikke bidrager med nok til Nato trods Frederiksens halvdesperate meldinger om voldsom oprustning.
Det kan også skyldes balladen om det hemmelige kabelsamarbejde, som Claus Hjort galpede op om. Den slags huer ikke Washington. Det kan også være skandalen om fængslingen af FE-chefen Lars Findsen, der gør os til en mindre stabil partner. Og så er der jo muligheden for, at Biden ser Mette Frederiksen som en mindre vigtig statsminister. Det er tydeligt, at Frederiksen nu selv prioriterer de bonede gulve i udlandet mere end i begyndelsen.
HENDES UDENRIGSPOLITISKE meritter er til at overse. Mette har konsekvent dyrket provinspopulismen, fordi den var politisk opportun. Hun har aldrig tænkt nævneværdige udenrigspolitiske tanker. Hendes første nære allierede, Israels Benjamin Netanyahu og Østrigs Sebastian Kurz, dunster nu begge af korruption. Hvis der findes blot et gran af sandhed i forestillingen om, at værdien af Danmarks diplomatiske aktier kan måles på den direkte adgang til præsidenten, så har Mette ført os til fallittens rand.
