Dobbeltmoral

MAN KAN ikke beskylde Danmarks ifølge eget udsagn mest kompetente udenrigsminister for at være kravlet op i trætoppen, når det gælder drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi.

Snarere er Anders Samuelsen (LA) med sit valne øh-bøh om mulige sanktioner mod det saudiske diktatur på vej ned i et hul. Man græmmes.

DET FORMØRKEDE kongedømme har som bekendt sagt, at den systemkritiske journalist døde ved et uheld på landets konsulat i Istanbul. 

Ifølge saudierne kastede Khashoggi sig ud i et slagsmål med 15 indfløjne sikkerhedsagenter.

INGEN MED almindeligt omløb i hovedet tror på denne flagrante løgnehistorie. Så tager vi udenrigsministerens vurdering af egen kompetence for pålydende, er det en skændsel, at han reagerer så vagt på den saudiske udåd.

MEN DESVÆRRE følger udenrigsministeren blot den vedtagne udenrigs- og erhvervspolitiske linje. Den kan kort beskrives således:

DANMARK kæmper for menneskerettigheder og demokrati overalt på kloden og fordømmer blodige og undertrykkende diktaturstater.

Dog holder vi kæft, hvis der er tale om stater, som vi har en profitabel samhandel med.

SKÅRET TIL med en bensav: Vi taler gerne henført om de fine principper, så længe de ikke koster noget. Kommer eksporten, arbejdspladser og andre interesser derimod i fare, bøjer vi straks af.

For vi skal jo heller ikke være fanatiske. Desuden kan blod på hænderne jo vaskes af, ikke sandt.

KNÆFALDET FOR det kinesiske diktatur er et andet hårrejsende eksempel på denne dobbeltmoral.

 Radio24syv har offentliggjort et seks år gammelt, hemmeligt notat fra den danske ambassade i Kina. 

I notatet fremhæves ’den fortsatte anvendelse af tortur og dødsstraf’. Og ’denne udvikling vil formentlig blive skærpet i fremtiden’.

DANMARK har kvitteret ved systematisk at undertrykke danskeres grundlovssikrede forsamlings- og ytringsfrihed, når det brutale regime beærer os med besøg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har omvendt velvilligt ladet sig fotografere sammen med bambus-ædende pandaer.

KINESERNE griner bag stenansigterne. De kender deres magt. Det samme gør de saudiske despoter. 

Og sådan fortsætter det, indtil Danmark – og ligesindede nationer – en gang for alle gør op med egen dobbeltmoral.

168 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere