Dobbeltmoralen driver ned ad møllevingerne

Dobbeltmoralen driver ned ad møllevingerne i Nordjylland, mener Poul Madsen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Dobbeltmoralen driver ned ad møllevingerne i Nordjylland, mener Poul Madsen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

I de senere år har politikere i en uendelighed talt om at styrke provinsen og landdistrikterne. Statslige styrelser, råd og instanser er flyttet vestpå.

Men når man står lidt uden for Brovst i Nordjylland, som jeg har gjort i denne uge, og ser vindmøller så langt øjet rækker og får at vide, at de nu skal skiftes ud med nye møller, der er tre gange så høje – hvilket betyder at endnu flere må flytte fra egnen – så er det, at man ikke helt forstår logikken.

Hvordan styrker man landdistrikterne ved at tømme dem for mennesker? Eller ved at lade familier blive boende med usle kompensationer, stavnsbundet til de huse, der ligger nogle få meter uden for 600 meters-grænsen fra de nye kæmpemøller, som er kravet for at kunne få fuld kompensation?

De, der råber allerhøjest om grøn omstilling, er dem, der bor allerlængst væk fra kæmpemøllerne. I spelt-bæltet i København er der ingen fare for at skulle gå fra hus og hjem eller komme til at bo 600 plus nogle få meter fra kæmpemøllernes støj.

Som en af de lokale i Brovst sagde til Ekstra Bladets udsendte: ’Sikke en ballade, der var blevet, hvis kæmpemøllerne var blevet placeret på Eremitagesletten eller Strandvejen i København’. Eller hvad med en havvindmøllepark i Sortedamssøen et stenkast fra økohøjborgen i Kartoffelrækkerne?

Dobbeltmoralen driver ned ad møllevingerne i Nordjylland.

Det kommer til at koste mange penge at omstille det danske samfund til at være mere klimavenligt. Det kan vi lige så godt indse. Og da man åbenbart fra politisk side mener, at det er folk i yderområderne, der skal belastes med produktionen af den grønne strøm, må man også skaffe dem fuld og hel kompensation. 600 meters-grænsen fra kæmpemøllerne er alt for lidt. Der må findes en ny og mere rimelig grænse.

Lige nu kan virksomheder købe CO2-aflad og svine videre. Hvorfor ikke lave noget tilsvarende for alle dem, der ikke selv bliver ramt, men bare pudser den grønne glorie? 

Det ville være helt rimeligt, at alle os, der ikke skal flytte fra hus og hjem eller ligge vågen om natten til vindmøllernes skurren, betaler en energi-kompensation. Så kan vi trygt sove videre med reel god samvittighed, fordi de, der må lide for den grønne omstilling, kan få et liv.

216 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere