Døde zoner

Regionsrådsformand Ulla Astman bor kun 12 kilometer fra Aalborg Sygehus. pr-foto
Regionsrådsformand Ulla Astman bor kun 12 kilometer fra Aalborg Sygehus. pr-foto

ORDENE lyder nok skræmmende. Døde zoner. Men de dækker også over en uhyggelig virkelighed, som Ekstra Bladet har oprullet den seneste tid.

De døde zoner er 19 byer og områder i Danmark, hvor ambulancen er så lang tid om at nå frem, at der er meget ringe sandsynlighed for at overleve et hjertestop.

SELV OM ambulancernes responstid er helt afgørende for patienternes chance for at overleve, er det er område, hvor politikerne ikke tøver med at finde besparelser.

Værst ser det ud i Region Nordjylland, der har ti døde zoner. Her er det altså en endnu dårligere idé end normalt at få hjertestop.

NOGEN FORBEDRING er der ikke udsigt til for borgerne i de døde zoner. Tværtimod.

Ekstra Bladet fortalte i går, at borgerne i Himmerland sidste år mistede tre dagbemandede ambulancer. Det er en del af en ny aftale, som Region Nordjylland har indgået med Falck.

REGIONEN gennemførte besparelsen i al stilfærdighed.

Så stille gik det for sig, at Knud Kristensen (K), der er borgmester i Vesthimmerlands Kommune, først hørte om nedskæringen, da Ekstra Bladet fortalte ham om den.

Samtidig ændres opgørelsen af ambulancernes responstid, så målene ikke som hidtil skal nås pr. kvartal, men pr. år.

På den måde får Falck mere elastik i sin indsats, og borgerne får en tilsvarende ringere service.

SÅDAN ser regionsrådsformand Ulla Astman (S) imidlertid ikke på det. Hun udtaler frejdigt til Ekstra Bladet:

– Det tænker jeg ikke betyder noget særligt. Jeg kan ikke se, det skulle gøre nogen forskel, om de kun skal overholde målene set over et år.

HVORAF vi kan slutte, at Ulla Astman der i øvrigt bor kun 12 kilometer fra Aalborg Sygehus, ikke tænker ret godt.

Og at hun tilsyneladende ikke har nogen omkring sig, der kan forklare sagen for hende.

Men hun kunne jo dog overveje, hvorfor Falck gerne ville have ændringen ...

IMENS vil vi igen opfordre sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til at handle, selv om hun helst vil nøjes med at forklare, at det ikke er hendes ansvar. Ministertitlen kan på den måde let blive temmelig latterlig.

Vi vil ikke rejse det klassiske spørgsmål, om der skal lig på bordet.

De er der allerede.

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere