POLITIKERE har til alle tider været et udskældt og udsat folkefærd.
I gamle dage – det vil sige før de sociale medier, nettet og så videre – viste ubegavede, vrisne vælgere deres utilfredshed ved at sende hundelorte med posten eller bestille et ton grus til en politikers indkørsel.
GROVE LØJER. Men de var for intet at regne mod, hvad politikere oplever i dag.
Det politiske forum har udviklet sig til en kamp- og krigszone på de sociale medier, hvor hjernedøde kombattanter skyder løs fra højre og venstre og blæser på moral og anstændighed. Ikke kun politikerne, men også deres familier udsættes for malende beskrivelser af grumme ulykker. Hvis de da ikke direkte trues på livet.
FOLKETINGETS formand, Pia Kjærsgaard (DF), og Naser Khader (K) har i årevis levet med livvagter. Også Venstre-minister Inger Støjberg kan i dag kun færdes offentligt iklædt sikkerhedsvagter fra Politiets Efterretningstjeneste på grund af dødstrusler
FACEBOOK, Twitter med flere er på mange måder med til at fremme demokratiet. Alle kan lynhurtigt komme af med en mening. Men deri ligger også faren for at kortslutte den demokratiske debat. For eksempel har Carl Holst (V) fået denne besked: ’Du skulle simpelthen tortureres yderst langsomt og smertefuldt til døde’.
Meldingen til socialminister Mai Mercado (K) lød: ’Jeg kan godt forstå, hvis nogen vil stikke en kniv i dig og din baby’.
Mens socialdemokraten Karen Klint kunne læse følgende: ’Du skal halshugges’.
NOGET TYDER på, at antallet af voldelige trusler er stigende. I hvert fald fremgår det af en rundspørge, som Berlingske har foretaget, at flere og flere Christiansborg-politikere oplever, at de efterstræbes og chikaneres groft på grund af deres synspunkter og/eller handlinger.
Samme rundspørge afslører også, at truslerne påvirker politikernes lyst til at diskutere og skrive, hvad de mener. Det’ fandeme ulykkeligt.
HER PÅ Ekstra Bladet støtter vi en højloftet, fordomsfri og direkte debat på eget ansvar. Men at true for eksempel politikere, som man er uenig med, kan aldrig forsvares. For så kan vi i yderste konsekvens lige så godt afskaffe ytringsfriheden.