Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

DR på skrump

I GÅR sikrede DR sig via en aftale med den internationale mediekoncern Discovery rettighederne til at sende fra vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang i februar 2018 og fra sommer-OL i Tokyo i 2020.

AFTALEN, som i øvrigt efterlader TV2 med sorteper, er den slags initiativer, man kan forvente og forlange fra en public service-station. Olympisk sport i radio og tv til alle danskere.

TIL GENGÆLD er der så meget andet i DR, som roligt kan skæres væk. Det gælder ikke mindst på nettet, hvor den licensfinansierede mediekæmpe er en besværlig konkurrent til de privatejede medier, herunder også Ekstra Bladet.

GROFT SAGT burde DR koncentrere sig om at lave radio og tv og med særligt fokus på det, som tidligere var statsradiofoniens varemærke: drama og dokumentarer.

MEN I dag vil DR lave alt, ikke mindst på det digitale område, hvor dagbladene i dag forsøger at tjene penge på det nyhedsindhold, som ikke længere kan generere det store avissalg.

Med politikernes velvilje har DR formået at skabe en situation, hvor de private medier ikke er konkurrencedygtige på nettet. Hvorfor? Fordi DR forærer deres eget indhold og det indhold, de gladelig kopierer fra os andre, væk.

HELDIGVIS er klarsynet ved at indfinde sig hos flere partier på Christiansborg. DR’s mange selvmål, nyhedsdirektørens helikopter til og fra arbejde, transport af en medarbejders kones hest til USA, direktørlønning på 2,1 millioner kroner til en ’mangfoldighedskonsulent’, som egentlig havde sagt op, fordi hun ville prøve noget andet i livet, har været med til at rette fokus mod hele Danmarks Radio.

DANSK FOLKEPARTI foreslog i går på partiets sommergruppemøde at afskaffe licensen og i øvrigt spare 25 procent af DR’s budget. Selv Socialdemokratiet er ved at få nok af ødselheden i DR, som lever af alle vores andres penge.

I DEN kommende folketingssamling skal et nyt medieforlig forhandles på plads. Det er nu, fornuften må råde, således at DR skæres ned til naturlig størrelse.

Fjern det overflødige, herunder mangfoldigheds-projektet, som ikke er andet end varm luft. Lad os få noget solidt, danskproduceret tv med vægt på kerneområderne drama og afslørende dokumentarprogrammer. Og send gerne ’Barnaby’ på pension.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen