DR-værters honningjagt

IGEN-IGEN er DR-profiler på den evige honningjagt rundt i organisationer og erhvervslivet:

ELEGANT og scenevante lander de hér og dér som ordstyrere og moderatorer, får slubret spanden fyldt til randen med tusindvis af kroner og letter snart for at svirre hjem igen til deres velbetalte job i licens-mastodonten.

BIJOBBERI er stadig en blind plet hos de ellers åh så skarpe interviewere: Når de skal spørge sig selv: Er det her i orden? Så falder svaret altid uden tøven: Ja. Jeg skelner knivskarpt mellem rollerne.

HONORARERNE er ekstremt flotte, set med almindelige menneskers øjne. Og de går jo til DR-ansatte, der i forvejen har lønninger i 600.000-900.000-kroners klassen, så det er jo ikke for at få mad på bordet, de er nødt til at slave uden for arbejdstiden.

TROVÆRDIGHEDEN bliver dog sat i spil hver gang:

En DR-vært var ordstyrer for Anti Doping Danmark og tjente 15.300 kr. Tre dage senere skulle DR-værten interviewe manden, der stod bag hans honorar. Eksperter kan sagtens se troværdigheden blafre – men ikke DR selv. Er det griskhed og forfængelighed, der går hånd i hånd og slører udsynet? Eller har nyhedsdirektør Ulrik Haagerup måske bare ikke autoritet til at trække en tydeligere linje over for det flittige dobbeltjobberi?

FÆLLES for de svar, DR-profilerne giver, når man spørger dem, hvordan det går med troværdigheden, er i hvert fald, at de tager DR’s manglende indgriben som en blåstempling og grønt lys til at fortsætte honningjagten.

SAMTIDIG er det lidt pudsigt at høre DR-profilernes selvopfattelse af, at det udelukkende er deres professionelle evner til at styre en debat og sparke nye emner ind, folk køber i dyre domme. Så hamrende svært kan det vel heller ikke være at holde en flok borgmestre til ilden ved et KL-møde f.eks.? Og skulle der alligevel gnave en lille selverkendelse, bedyrer de, at de bruger meget tid på forberedelse. Jamen selvfølgelig ... bare de dog kan overkomme det hele!

38 kommentarer
Vis kommentarer