Druk i arbejdstiden

Højt at flyve: JULI 2009 fløj en dansk delegation med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen til Italien, hvor der var G8-topmøde. Lars Løkke deltog i mødet som forberedelse til det senere, mislykkede klimatopmøde i København, COP 15.

EKSTRA BLADET afslører i dag, at delegationen på hjemturen fra Italien indtog ikke færre end 36 genstande. Seks øl og fem flasker vin. På den et par timer lange flyvetur drak repræsentanterne for Danmark i gennemsnit cirka seks genstande hver.

ET LIGNENDE forbrug præsterede statsminister Lars Løkke med følge, da turen gik hjemad efter et besøg hos Ruslands Vladimir Putin. Denne gang nåede de dog i snit kun at inhalere godt fem genstande pr. mand, men det er vel også et ret imponerede indtag på blot et par timer.

SYSTEMET er sådan indrettet, at statsministeren bestemmer, hvad der bliver bestilt af drikkevarer til ture med Forsvarets Challenger-fly. Hvis statsministeren bestiller vand, så drikker samtlige medlemmer af delegationen vand.

MEN LARS LØKKE bestiller ikke vand ...

VI ER IKKE kostforagtere her på pladsen, men vi taler altså om Danmarks statsminister og hans følge i arbejdstiden høvler voldsomme mængder alkohol ned om bord på Challenger-flyet, der regnes som statsministerens kontor.

JOBBET SOM statsminister er ikke et almindeligt job. Der kan opstå behov for at træffe livsvigtige beslutninger 24 timer i døgnet. Hvordan var Lars Løkkes dømmekraft mon, når han landede i Danmark efter sine særdeles fugtige flyveture?

AFSLØRINGEN føjer endnu en brik til billedet af Lars Løkke. Til billedet af en mand, der fifler med bilag, fråser i luksuriøse rejser for skatteydernes penge, lader andre betale for sin påklædning, sin families ferierejser og så videre.

MEGET KAN man sige om Lars Løkkes forgængere som formænd for Venstre. Anders Fogh, Uffe Ellemann, Henning Christophersen, Poul Hartling og så videre. Men de var alle præget af en ordentlighed, som Lars Løkke helt åbenbart savner.

ER LARS LØKKE virkelig anstændige borgerliges bedste bud på, hvem der skal være Danmarks næste statsminister?

130 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere