Du skal se med

 

Se her, hvorfor Ekstra Bladet har valgt at bringe klippene fra TV2-dokumentaren. Videoreportage: Ekstra Bladet TV

'De er efter mig,' siger den 90-årige demente Else. Men ingen ud over hendes pårørende tog Else alvorligt.

Over tre år holdt de pårørende mere end 20 møder med plejehjemsledelsen og forvaltningen, men mistanken fortsatte.

Derfor gik de pårørende til TV2, der i 16 dage installerede skjult kamera i Elses bolig på demenscenteret Kongsgården i Aarhus for at dokumentere, hvad der skete.

Og optagelserne er rystende, både for de pårørende og for mig, der nu har set Elses hverdag.

Men du må ikke. Kommunen har nemlig fået nedlagt fogedforbud mod, at optagelserne bliver vist.

Men du skal se, hvad der foregår, fogedforbud eller ej. Og det kan du nu, her på Ekstra Bladet.

Plejepersonalet er ikke onde, men har tydeligvis glemt, at demente medborgere som Else også er mennesker. Else behandles som en ting. Ting mærker ikke smerte, men det gør Else, bl.a. da personalet igen vil tvinge hende til at lave sin afføring hængende i en gynge. 'Det gør ondt.' 'Av, av, av', siger Else i dyb smerte.

Samfund - 6. jul. 2020 - kl. 19:00 Her er TV2-optagelserne Danmark ikke må se

'Der er tale om et overgreb,' konkluderer de eksperter, TV2 har opsøgt og vist optagelserne til.

Kommunen har fyret plejehjemslederen og indkaldt 13 medarbejdere til tjenestlige samtaler. Men selvom overgrebene på Else nu er stoppet, skal sagen ikke fejes ind under gulvtæppet med en enkelt fyring.

For virkeligheden er, at hundredvis af pårørende gennem årene er løbet mod en bureaukratisk mur, når de som Elses familie har klaget over behandlingen af deres kære gamle og hjælpeløse familiemedlemmer. Derfor bør alle danske kommuner nu tænke: Kunne det ske hos os. Tage klagerne alvorligt, komme til bunds i sagerne og sikre at hjælpeløse gamle får en omsorgsfuld sidste tid.

Ingen må nogensinde igen behandles som Else. Men det kan ord alene ikke sikre.

Derfor viser vi klip fra TV2's dokumentar. For kun når offentligheden har hørt og set Elses smerte, forstår vi dybden af overgrebene.

Det skylder vi Else, alle pårørende til gamle og demente og os selv.

340 kommentarer
Vis kommentarer