Dumpet - igen

Morten Østergaard tav om sine egne sager, og Sofie Carsten Nielsen løj, da de to radikale politikere stillede op til et arrangement om netop sexisme. Foto: Emil Agerskov
Morten Østergaard tav om sine egne sager, og Sofie Carsten Nielsen løj, da de to radikale politikere stillede op til et arrangement om netop sexisme. Foto: Emil Agerskov

HAR VI EGENTLIG talt nok om den seksuelle chikane hos de radikale? Vi svarer selv. Det har vi ikke. Efter Kvinfos rapport om krænkelserne i det ellers så hellige parti hober spørgsmålene sig op.

DÆKKER PARTIETS ledere over voldtægt og voldtægtsforsøg? Spørgsmålet er legitimt at stille, fordi det i rapporten fra Kvinfo hedder, at enkelte respondenter nævner, at der har fundet voldtægt og voldtægtsforsøg sted i partiet. Hvorfor er de forhold ikke meldt til politiet?

DET ER GROVE sager, som er med til at understrege, at Radikale Venstre er gennemsyret af en syg kultur. Helt tilbage fra de første sager om seksuel krænkelse har de radikale ledere dækket over hinanden.

DA DEN TIDLIGERE høvding Morten Østergaard sammen med den nuværende politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, stod frem på Facebook i et arrangement mod sexisme, vidste de begge, at Østergaard var seriekrænker.

ALLIGEVEL HOLDT Sofie Carsten Nielsen længe hånden over Morten Østergaard. Han tav, og hun løj. Man kan undre sig over, at hun kan leve med det i dag. Især på baggrund af rapporten fra Kvinfo, som afslører, at 45 personer i partiet er blevet seksuelt krænket. Langt de fleste tilfælde er inden for de seneste to til fem år.

I STEDET FOR AT træde i karakter – eller måske træde af – har Sofie Carsten Nielsen skubbet undersøgelserne foran sig, og da resultatet blev langet på bordet, valgte hun at gå i flyverskjul.

HELE ONSDAGEN nægtede hun konsekvent at tale med de medier, der har dækket sexskandalerne i Radikale Venstre. Hun ville kun optræde i ’Aftenshowet’ på DR, som er blevet den skriftestol, hvor politikere med en dårlig sag i trygge rammer søger syndsforladelse.

DET HOLDER IKKE i længden. Morten Østergaard, som har gjort kvinder fortræd, er sygemeldt, men hæver løn de næste fire år fra Folketinget. Det er i sig selv en skandale. Sofie Carsten Nielsen, som har været vidende om dette og hint, mener, at hun kan slippe ved at give en generel undskyldning på Facebook.

HUN ER IKKE sin post værdig. Spørgsmålet er, om der overhovedet findes en værdig og ubesmittet politisk leder i den radikale gruppe? Så er det i hvert fald nu, at vedkommende bør træde frem.

FØRSTE HANDLING må være at få politiet til at undersøge anklagerne om voldtægt. Det skylder man de forulempede kvinder, men også de radikale vælgere. Skulle der være nogen tilbage.