Dumpet med et brag

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen (V) har været oppe til eksamen i de seneste dage. Europa befinder sig i den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, og tusindvis af flygtninge har fundet vej til Danmark.

I den situation har vi en naturlig og rimelig forventning om lederskab fra landets statsminister.

Og hvordan har han så klaret sig?

SVARET er enkelt og præcist:

Lars Løkke er dumpet med et brag.

Han har demonstreret en forbløffende mangel på handlekraft og en helt fraværende dømmekraft.

VI TALER ikke kun om statsministerens deltagelse ved en vinsmagning og efterfølgende overdådig tre-retters menu og trøfler på Restaurant Fabio på Frederiksberg.

Men det taler vi også om.

HER PÅ PLADSEN er vi ikke kostforagtere, og hvis der var styr på tingene, ville de færreste vel have indvendinger imod, at regeringschefen tilbragte tre-fire hyggelige timer en tirsdag aften med god vin og mad.

Men sagen er den, at der slet ikke var styr på tingene, da Lars Løkke valgte at gå ud og feste.

KAOTISKE forhold herskede både ved den dansk-tyske grænse ved Padborg og i Rødby Færgehavn, hvor færgerne fra Puttgarden i Tyskland ankommer.

Politiet udførte et flot og værdigt stykke arbejde under meget vanskelige vilkår, mens de samtidig tryglede om at få klar besked fra politisk hold om, hvordan de skulle forholde sig.

Den besked kom ikke. Eller alt for sent.

I DET HELE taget har Lars Løkke og Venstre-regeringen i denne uge mest været præget af handlingslammelse.

Alting sejler. Skønt både statsministeren og hans parti talte vældig meget om flygtninge-politik før valget, kommer det tilsyneladende som et chok, at flygtningene faktisk eksisterer i virkeligheden.

PROBLEMERNE med den store flygtningestrøm er komplicerede, og der findes ikke snuptags-løsninger. Medmindre man repræsenterer Dansk Folkeparti og er iført skyklapper.

Men det løser i hvert fald slet ikke noget at sidde på sine hænder, som Lars Løkke har brugt alt for meget tid på i denne uge – når han da ikke lige har haft et vinglas i hånden.

129 kommentarer
Vis kommentarer