Ekstra Bladet siger tak til Bwalya

Denne avis fører en konstant kamp mod krænkelseskultur, identitetspolitik og politisk korrekthed. Vi mindes ikke at have fået større støtte eller mere hjælp i denne kamp end den, Bwalya Sørensen for tiden yder. Foto: Ritzau Scanpix
Denne avis fører en konstant kamp mod krænkelseskultur, identitetspolitik og politisk korrekthed. Vi mindes ikke at have fået større støtte eller mere hjælp i denne kamp end den, Bwalya Sørensen for tiden yder. Foto: Ritzau Scanpix

En kollega foreslog, at overskriften til denne leder skulle være: ’Nu må hr. Sørensen stå frem og bekende kulør’.

Dermed ville overskriften være både sexistisk og racistisk. Og da teksten omhandler lederen af Black Lives Matter (BLM) i Danmark, Bwalya Sørensen, kan vi nok alligevel ikke gøre os nogen forhåbninger om at undgå disse anklager.

Der mangler ikke folk for tiden, som peger på, hvor aparte, ja, endog racistisk Bwalya Sørensen har fremturet de seneste dage i sin bestræbelse på at påpege hvides undertrykkelse af sorte ikke blot i USA, men også i Danmark.

På Ekstra Bladet er vi enige i kritikken af hende. Men vi takker også lederen af BLM i Danmark.

Denne avis fører en konstant kamp mod krænkelseskultur, identitetspolitik og politisk korrekthed. Vi mindes ikke at have fået større støtte eller mere hjælp i denne kamp end den, Bwalya Sørensen for tiden yder.

Sørensen synes i færd med at smadre den identitetspolitiske lejr. Black Lives Matter er endda en uomgængelig god og vigtig sag. Men den danske leder er som en punkteret lunge, der får al identitetspolitik til at stå og hive efter vejret. Blandt andet ved at anklage folk fra Amnesty og unge, hvide studerende, der kæmper for den antiracistiske sag, for at være racistiske. Og dertil ved at forbyde hvide at råbe med på ’I can’t breathe’ og forlange, at alle hvide trods al deres sympati og deltagelse holder sig bag ved sorte og brune ved en demonstration.

Eller som fodboldspiller og anfører i Brønshøj Jamil Fearrington - der selv er sort - siger til Ekstra Bladet:

- Det er helt absurd. Hvordan en person som hende ikke selv kan se det absurde i at lave specifikke regler for specifikke hudfarver ved en demonstration mod forskelsbehandling baseret på hudfarve.

Ud over med sin egoisme og sit rethaveri at ødelægge en god sag – nemlig at alle i lyset af politiets drab på George Floyd i USA må støtte antiracisme – udstiller Bwalya Sørensen tillige identitetspolitikkens indbyggede fejl:

Den forsøger at vinde hævd på, at man med henvisning til urimeligheder over for sit køn, sin religion, etniske oprindelse, seksualitet eller hudfarve har ret til en revanche ved at undertrykke andre.

Bwalya Sørensen demonstrerer, at dette er – undskyld udtrykket – sort snak.

Vi aner ikke, om lederen af BLM i Danmark er gift, og om det i så fald er med en hr. Sørensen.

Vi er ligeglade. Det, der diskvalificerer det kække forslag til overskrift nævnt i indledningen, er ikke, at det er for langt ude. Det er, at det sådan set bare er for langt.  

1515 kommentarer
Vis kommentarer