SOM VISSE ANDRE ser vi ingen grund til at kræve landstræner Kasper Hjulmands afgang.
Landet er for lille til så store armsving.
DESUDEN ER større dyr end Danmark på fodbold-savannen faldet frontalt om i VM-støvet siden onsdag. Og lur os, om ikke vi danskere ved næste slutrunde jubler over, at Hjulmand og kompagni nu trods alt gør det lidt bedre – hvilket jo synes inden for rækkevidde.
MEN VI MÅ formane landstræneren. Han er ikke ung og bakser med at få taget en hf-eksamen. Så hvorfor taler han pludselig, som om han er det?
– DER ER NOGET, der går igennem hovedet på mig i forhold til den tid, vi er i. Og som I (pressen, red.) også er en del af. Det er sådan en tid, hvor alt er sort eller hvidt. Alt er enten succes, og så skal man vinde det hele, eller også er det en dundrende fiasko. Det er sådan, som rigtig mange af vores børn og unge har det i dag.
– DET ER den verden, vi lever i. Jeg vil egentlig henstille til alle dem, der sidder og ser med derhjemme, at sørge for, at vores børn og unge ikke oplever alt for meget af den indstilling, at man skal igennem livet med bestilt succes. Det kan man ikke.
SÅDAN UDTALTE landstræner Hjulmand efter den fornærmende indsats onsdag eftermiddag. Hvilket er bemærkelsesværdigt på så mange parametre, at vi ikke kan nå at gennemgå dem alle.
MEN LAD OS bare påpege, at Hjulmand ikke tidligere har haft forbehold over for at bade i succes. Ja, ligefrem bryste sig af den, da succesen modsat ’dundrende fiasko’ var resultatet af hans og holdets virke.
DET VAR dengang, træner, landshold og DBU var ’en del af noget af noget større’, som sloganet lyder. Derfor er det en anelse ansvarsforflygtigende så brat at begynde at tale, som om Danmarks fodboldlandshold er reduceret til et offer for onde tider. Eller at 0-1 til Australien muligvis er samfundets skyld.
VI ANERKENDER, at Kasper Hjulmand er ’fuld af følelser’. Men må vi minde landstræneren om, hvad han og spillerne er dygtigt lønnede for. De har været til VM i fodbold, ikke hf-eksamen i geografi, og de skal såmænd nok også skal blive tilgivet og få en chance til?
DET ER faktisk også sådan, Danmark reelt er indrettet. Det er sådan, danskerne er flest. Modsat hvad Hjulmand siger. Vi kan også være en del af noget mindre, hvis det skal være. Vi har ofte været det før.