En dyr dreng

MED EN BULLDOZERS elegance trumfede daværende finansminister Bjarne Corydon (S) for to år siden igennem, at den berygtede amerikanske finansgigant Goldman Sachs købte 17,9 procent af aktierne i Dong Energy for en slik, nemlig otte milliarder kr.

Baggrunden var, at den statslige energikoncern stod og manglede likvid kapital.

SALGET FIK SF til at træde ud af Helle Thornings regering. Dels fandt partiet det forkert at sælge ud af statens arvesølv, dels var man inderligt imod at handle med Goldman Sachs, der var en af finanskrisens markante skurke og storoperatør i skattely-lande.

Samtidigt advarede mange økonomiske eksperter mod at sælge for billigt.

De fandt Finansministeriets værdiansættelse af Dong på 31,5 milliarder kr. alt for lav og pegede på, at det ville være en forrygende god forretning at købe aktier til den lave værdiansættelse og sælge dem i forbindelse med en kommende børsnotering.

DE ANBEFALEDE, at staten i stedet skulle låne Dong penge og selv score gevinsten, når tiden var inde til at gå på børsen.

Den tid er nu kommet. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har besluttet en børsnotering i juni, og både Danske Bank og Nordea vurderer Dongs markedsværdi til ca. 100 milliarder kr. Financial Times skyder endnu højere: 110 milliarder.

KRITIKERNE af Bjarne Corydons dispositioner i 2014 fik altså ret.

Goldman Sachs kan grine hele vejen til banken med en forventet gevinst på omkring 10 milliarder gode, danske kroner!

Ikke bare hos SF, men også hos Socialdemokraterne skabte udsalget af Dong-aktier ballade i baglandet, men Blå Bjarne var hverken til at hugge eller stikke i.

I DAG ER DONG et af de mest profitable energiselskaber i Europa. Koncernen vil brage ind på børsen som en stor, tung virksomhed i samme liga som Carlsberg og Vestas.

Aktionærerne med Goldman Sachs i spidsen vil blive de store vindere. Taberne er de danske skatteydere, takket være Bjarne Corydon.

Han har været Danmark en dyr dreng.

242 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere