En farligere by

DA SØREN PIND (V) blev udnævnt til justitsminister, omtalte han sig selv med vanlig sans for selviscenesættelse som ’den nye sherif i byen’, og han meddelte med udspilet bryst:

’Der vil blive slået hårdt, men retfærdigt ned.’

ET AF DEN nye sherifs slagnumre var ’et totalforbud mod knive i nattelivet’, som blev lanceret december sidste år.

Søren Pind forklarede i en pressemeddelelse:

’Vi ønsker at sende et klart signal om, at knive ikke har noget at gøre i nattelivet. Og vi ønsker at give politiet de redskaber, som de har brug for, for at lave en effektiv indsats mod knive i nattelivet og i de kriminelle miljøer.’

FLOTTE ORD, men Ekstra Bladet afslører i dag, at de kun er det. Ord.

Ord helt blottet for indhold.

Der er nemlig på ingen måde sat handling bag. Tværtimod er de afdelinger af politiet, som har til opgave at håndhæve den nye knivlov, blevet beskåret eller direkte afskaffet.

TORBEN RYTTERGAARD NIELSEN, som er tillidsmand for omkring 800 betjente i Københavns Politi, er ’dybt bekymret’. Han siger til Ekstra Bladet:

– Jeg håber ikke, at nogen kommer til at lade livet på den baggrund, men det bliver mere risikofyldt at gå i byen, fordi ledelsen har valgt at sætte ejendom før liv.

Ifølge tillidsmanden er politiet under et urimeligt hårdt pres, og det skal have flere ressourcer, hvis det skal have mulighed for at kunne udføre sine opgaver.

NU ER DET jo ikke direkte usædvanligt, at en tillidsmand mener, at hans medlemmer er for hårdt spændt for, men hans synspunkt underbygges af kendsgerninger.

KØBENHAVNS POLITI har lukket røveri- og tyveriafdelingen på Station City. Betjentene skal i stedet tage sig af sager om økonomisk kriminalitet.

Politiledelsen har desuden valgt at fjerne de såkaldte bevillingspatruljer, der tager sig af bandefolk og ballademagere i nattelivet.

Man fjerner altså de patruljer, der netop har til opgave at håndhæve den nye knivlov. Samtidig skal Københavns Politi i øvrigt effektivisere sig til 80 færre betjente ...

LIGE NU er et godt tidspunkt for Søren Pind at demonstrere, at han er andet end smart selviscenesættelse og kække ord.

Lige nu – inden nogen kommer alvorligt til skade.

92 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere