En gal mands værk

Blomsterhavet ved Albertslund politigård Foto: Stine Tidsvilde
Blomsterhavet ved Albertslund politigård Foto: Stine Tidsvilde

DET TRAGISKE DRAB på politibetjenten fra Albertslund rejser selvfølgelig spørgsmålet: Er der for let adgang til skydevåben i Danmark?

Den fængslede 26-årige lagde ikke skjul på, at han hadede politiet inderligt og sagde for nylig til sin familie, at han ville skyde en hundefører.

Trods en dom på otte måneders fængsel for angreb på to politibetjente var han medlem af Rødovre Skytteforening, og han var ekstra vred på myndighederne over, at han på grund af sin dom blev nægtet at få en våbentilladelse.

DEN 26-ÅRIGE KOM jævnligt i skytteforeningen, og selv om våbnene opbevares forsvarligt, og selv om der er kontrol dagligt, lykkedes det ham alligevel at smugle en pistol med hjem.

Det rejser en problemstilling, som tidligere har været oppe at vende: Skal man kunne blive medlem af en skytteforening, når ens straffeattest viser, at man er voldelig?

Svaret bør være ubetinget nej.

FOR ÅR TILBAGE blev der rejst skarp kritik af, at hjemmeværnsfolk havde lov til at opbevare deres våben i hjemmet.

Det skete på baggrund af flere rædselssager, hvor hele familier var blevet udslettet, fordi det var slået klik for våbenindehaveren, altså hjemmeværnsmanden.

DET RESULTEREDE I en række stramninger, som betyder, at våbendelene skal opbevares adskilt, så det er umuligt at få geværet eller pistolen til at fungere uden for øvelsesområderne. Bundstykket anbringes i fælles depoter og bliver kun udleveret med delingsførerens accept.

DET SYSTEM KAN selvfølgelig ikke overføres direkte til skytteforeningerne, men vi vil stærkt opfordre justitsminister Søren Pape til kritisk at vurdere, om det er rimeligt, at man bogstavelig talt kan komme ind fra gaden og kort tid efter få adgang til skarpladte våben.

Dansk politi har de seneste år været hårdt ramt. Det er ikke mere end få måneder siden, to betjente blev skudt på Christiania.

SELV OM likvideringen af hundeføreren fra Albertslund formentlig er en gal mands værk, skylder vi ordensmagten – og hinanden – at tage et ekstra skridt for at sikre våbens utilgængelighed.

Man tænker på USA. Og gyser.

61 kommentarer
Vis kommentarer