NEDERLAGET ER normalt forældreløst. Men i Dansk Folkeparti har den dramatiske deroute en mor. Partimoder Pia.

I mere end et kvart århundrede har Pia Kjærsgaard personificeret protestpartiets politiske succes. Hendes credo har konstant runget i partiet; aldrig mere kaos som i Fremskridtspartiet, der nedbrændte i fuld offentlighed.

I DEN RYGENDE ASKE opstod DF derfor med en hidtil uset topstyring, streng partidisciplin og ublu afgudsdyrkelse af partitoppens trojka.

I Tolkiens famøse eventyr ’Ringenes Herre’ vralter det klejne kælderkryb Gollum febrilsk rundt på evig jagt efter ringen. Engang var han hobbit, men ringens uendelige magt forgiftede hans sind – så han ikke kunne slippe den og endte med at brænde op i flydende lava med sin højtelskede ring.

ANALOGIEN KAN selvsagt ikke overføres direkte til Dansk Folkeparti. Men den tjener til påmindelse om, at magt er et klistret fluidum. Og Pia Kjærsgaard har tilsyneladende haft så overordentligt svært ved at slippe magten, at hun nu er endt med et medansvar for de kaotiske scener og den åbne magtkamp, der giver mindelser om Fremskridtspartiets flammende endeligt.

På papiret havde Pia Kjærsgaard ellers sluppet tøjlerne og skulle nyde det politiske otium på landets fineste talerstol som Folketingets formand. Men ingen har været i tvivl om, at partimoderen altid havde det sidste nik til store DF-beslutninger.

OG UNDER MAGTKAMPEN efter Thulesen Dahls farvel har hun tydeligt demonstreret sin massive modvilje mod Martin Henriksen ved hovedrysten for åbent kamera. Og ved senere at kræve ham fyret fra partiapparatet.

Trods løfter om ikke at blande sig i formandsvalget, har Pia kastet alle sine lodder i Morten Messerschmidts Meld-og-Feld-ramponerede vægtskål og dermed destabiliseret det parti, hun selv stiftede.

VINDER MORTEN søndagens formandsvalg, truer en stor del af folkepartisterne med at smutte. Vinder Martin, ja, hvad så? Går hun så selv? Og vil scenerne fra Fremskridtspartiets landsmøde gentage sig?

På søndag får vi svaret.