En million om ugen

Cees ’t Hart. Foto: Ritzau Scanpix
Cees ’t Hart. Foto: Ritzau Scanpix

MANDEN PÅ BILLEDET har al mulig grund til at skrue det store, veltilfredse smil på.

Han er nemlig den suverænt højest lønnede direktør i Danmark med en indtjening i 2018 på 52,5 millioner kr. – en stigning på 22 procent i forhold til året før.

52.500.000 kr. Over en million om ugen!

MANDEN HEDDER Cees ’t Hart. Han blev i 2015 headhuntet fra Holland til jobbet som topboss i Carlsberg, og det er lykkedes ham at gennemføre et stramt spareprogram.

Men bryggeriets vækst ligger på det jævne. Alligevel er Cees ’t Harts løn og bonusser steget år efter år, selv om der ikke har været nogen nævneværdig værdiskabelse.

HANS FYRSTELIGE aflønning er flere gange blevet skarpt kritiseret af storaktionærer (pensionskasser).

Det skete igen på Carlsbergs generalforsamling i onsdags, hvor ATP’s aktiechef skruede bissen på.

Hvilket fik bestyrelsesformanden til at love, at det er slut med store lønhop til direktionen. Der blev dog ikke lagt op til at skære i de 52,5 millioner ...

TOPCHEFERNES lønninger i Danmarks største virksomheder er siden årsskiftet kommet under lup, da over halvdelen af selskaberne har øget lønpakkerne markant, selv om 2018 var det værste aktieår på Københavns Fondsbørs siden 2011.

Samlet set er lønnen til direktionerne steget med mere end 20 procent på et år.

BESTYRELSERNE plejer at have et standardsvar parat, når de bliver kritiseret for at være for rundhåndede. Det lyder: Vi er nødt til at give en høj løn for at tiltrække egnede personer. Ellers flytter de til udlandet.

Det passer bare ikke. Danske direktører er bestemt ikke underbetalte i forhold til det kontinentale Europa. Kun USA og England ligger i en anden liga.

I ADSKILLIGE ÅR har det været horribelt at være vidne til, hvordan lønnen og bonusprogrammerne bare vokser og vokser inden for finanssektoren.

Selv bankdirektører, der har formået at drive deres bank til randen af konkurs, er blevet belønnet med gyldne millionhåndtryk.

Mange politikere har bebudet at ville gribe ind med lovgivning, men det er desværre blevet ved snakken.

DERFOR ER et oprør fra aktionærerne, også de små, den eneste farbare vej til at komme vanvidslønningerne til livs.

Gå ind i debatten, mød op på generalforsamlingen, og skyd med skarpt. Jo højere, jo bedre. Provoker bestyrelsen, så den er tvunget til at gå på talerstolen og forklare/forsvare sig.

Ingen direktør er en million kroner værd om ugen. Heller ikke Cees ’t Hart.

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen