En rask finansminister

VÆLGERNE er tilskuere til en orkan af følelser og taktik i toppen af Socialdemokratiet i øjeblikket. 

DEN gode nyhed er, at Henrik Sass Larsen er rask igen efter en depression, der har tynget ham siden efterårsferien 2018. Det fortalte han i går i Politiken. Både hans sygdom og hans raskmelding var en nyhed for offentligheden. 

SAMTIDIG meldte han sig alligevel klar til at erobre Finansministeriet som minister om få måneder, hvis S vinder valget. En melding, som Mette Frederiksen via Facebook i går bakkede op. Han bliver i hvert fald minister, fremgik det, og det er nok ikke Kirkeministeriet, hun har i tankerne.

METTE Frederiksen roste via Facebook samtidig Henrik Sass Larsen for hans mod til at træde frem. Og hun understregede, hvor vigtigt det er, at vi har plads til et menneske, der har været psykisk eller fysisk sygt.

MAN må sige, at Mette Frederiksen sætter sin personlige og politiske opbakning 100 procent ind på sin wingman. Det ville også have været svært andet, når han nu eftertrykkeligt erklærer i et stort interview, at han er klar.

SELV forudser han i Politiken, at nogle efter interviewet vil sige: ’Idioten er uligevægtig. Han kan ikke bruges!’. Og han erkender også, at selv om psykologen har sagt, at han er rask, vil han muligvis stadig blive ramt igen, hvis han bliver intimideret.

SASS Larsen har kun nødtvungent fortalt om sin depression, fremgår det af Politiken. Men hans nærmeste i det politiske liv har ment, at han burde lægge det frem. En stærkt medvirkende årsag var et interview på TV2 News til ’Presselogen’ for  nylig. Her optrådte han ’både fysisk og psykisk ustabilt og følelsesmæssigt påvirket’, som  Politiken diplomatisk udtrykker det.

TV-INTERVIEWET handlede om Sass’ vrede over Ekstra Bladets dækning af hans udeblivelse fra møder hos Statsrevisorerne. 

I DAG fortryder Sass, at han ikke tog en sygemelding. Det kan man kun give ham ret i. 

HANS partifælle Pernille Rosenkrantz Theil tog f.eks. sygeorlov, da hun var deprimeret, og det gav mere rene linjer. 

SASS har derimod skarpt kritiseret og klaget officielt over Ekstra Bladet, samtidig med, at han var for deprimeret til at passe sit arbejde, men godt kunne lave tv en gang om ugen med Søren Pind.

METTE Frederiksen har åbenbart billiget hans ageren, for partiet står bag hans klage til Folketingets Præsidium. Og da Ekstra Bladet på et tidspunkt forsøgte at få Mette Frederiksen til at kommentere Sass’ mange misrøgtede møder, lo hun bare og sagde: Det må I selv ligge og rode med.

for en partileder, der hylder åbenhed og mod, har det i hvert fald taget sin tid at spille med åbne kort. Også for hende.

118 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere