Esben Lunde Larsen sagde i november til medarbejderne i Miljøstyrelsen, at ’det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord’.
Miljøministeren skal nok selv bestemme, hvad offentligheden skal vide, lød det. En embedsmand optog Lunde på det lukkede møde og lækkede udsagnet.
Der er meget at sige herom. Først og fremmest at det ikke ligefrem kan anbefales at lade Venstres miljøminister holde demokratiet rent. Eller Venstre, for den sags skyld. Alene Ekstra Bladets seneste afsløringer af pengeforbindelser mellem Venstre og kvotekonger viser det. Esben Lunde Larsen har tidligere ment, at han som politiker kan sidestille det at arbejde for sin families indtjeningsevne med at ’arbejde for sit lokalområde’. Hvilket skete i forbindelse med planer om en vestjysk vindmøllepark.
Minister betyder som bekendt ’tjener’. Ironien er, at Lunde Larsens udøvelse heraf ligner noget, der godt kan tåle en aktindsigt eller to. Det samme er tilfældet med hans partis udøvelse af magten som sådan.
Således sidder man med en formodning, grænsende til vished, om, at Esben Lunde Larsen nok vil blive bebrejdet sit udbrud i Venstre. Men ikke på grund af holdningen – den deler mange ministre i hans parti formentlig – med derimod fordi den er sluppet ud.
En jagt på muldvarpen, der har optaget og videregivet ministerens ord, vil blive sat ind. Helt retteligt. Man kan fra en regerings side ikke have embedsfolk, der hemmeligt optager ministre på lukkede møder og lækker det.
Det absurde er, at Esben Lunde Larsen kan have en legitim pointe. At han faktisk ikke er imod aktindsigt, men synes, brugen af den for ofte spilder embedsværkets tid. Han får bare sagt det modsatte ved at sætte en af demokratiets grundpiller, indsigt i magten, i forbindelse med sygdom. Samt ved at erklære sig for åbenhed, men insistere på selv at skulle regulere, hvad borgerne skal vide.
Når lige præcis Esben Lunde Larsen taler om, at at ’det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord’, er det en selvmodsigelse. Det svarer til, at en tjener er træt af, at gæsterne hele tiden finder hår i suppen.
