Da Jeppe Kofod for 12 år siden som 34-årig underviser på et socialdemokratisk ungdomsarrangement i Esbjerg gik i seng med en 15-årig elev, var Ekstra Bladet de eneste, der var forargede. De pæne morgenaviser og tv stationer sagde: ’Puha, sådan noget snavs, skriver vi sandelig ikke om!’
Politikere og meningsdannere stod nærmest i kø for at bagatellisere sagen. Den nuværende radikale leder, Morten Østergaard, mente, at ’straffen var alt for hård’, og hans daværende partifælle Simon Emil Ammitzbøll-Bille kaldte sagen ’snerpet og nypuritansk’.
Feministerne var også på Kofods side: ’Ha-ha, sikke et postyr,’ som journalist og forfatter Bente Hansen udtrykte det. Forfatteren Leonora Christina Skov mente, at det var ’fuldkommen grotesk, at det her overhovedet er blevet en sag’, og skuespilleren Chili Turèll var ’overhovedet ikke forarget’.
Den nuværende undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), var af samme opfattelse: ’Reaktionen fra Jeppe Kofods bagland og DSU er totalt overreaktion. Manden har intet ulovligt gjort.’
Det havde Kofod ikke, nej. Men nutidens feminister mener til gengæld, at han aldrig burde være blevet udenrigsminister. Alternativet kalder det dårlig dømmekraft af statsminister Mette Frederiksen at udnævne en mand med en sådan baggrund til udenrigsminister. Og de radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa fastslog, at Kofod aldrig var blevet udenrigsminister, hvis hendes parti havde været i regering.
Det vigtigste, man kan lære af historien, er, at normerne har ændret sig de seneste 12 år – selv hos de radikale. Hvad der var en bagatel i 2008, er nu et overgreb. Alternativets ligestillingsordfører, Franciska Rosenkilde, har helt ret, når hun siger, at Mette Frederiksen med udnævnelsen ’har været med til at legitimere en norm, som gør det okay at handle på den måde’.
Normen bestod i det politiske cirkus, lige indtil det blev opdaget, og politikerne var nødt til at handle. Og det blev de først forleden, da Sofie Linde stod på scenen.
Mette Frederiksen, Morten Østergaard, Pernille Rosenkrantz-Theil og alle de andre fra parnasset skænkende åbenlyst ikke sexisme en tanke før for en uge siden. I alle årene fra Kofod i Esbjerg til i dag fortsatte normen med, at magtfulde mænd udnyttede deres magt til at komme i kassen med mindre magtfulde kvinder.
Det er da godt, at selv de helligste af de hellige nu også kan se, at det ikke dur.