Er det lobbyisterne der sender Danmark i krig?

I DENNE UGE sendte politikerne Danmark i krig igen. Eller var det i virkeligheden militær-lobbyisterne, der sendte Danmark i krig? Det vender jeg tilbage til.

Foreløbig indsætter vi fly og jægersoldater i Syrien som en del af en international koalition, der skal nedkæmpe den onde fjende, der undertrykker befolkningen. Men det er som altid kun det officielle halmstrå.

I vore tidligere krige i Irak og Afghanistan har vi vist, at vi er fløjtende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder og den langsigtede effekt for befolkningerne. I Kabul og Bagdad springer bomberne stadig og dræber 100 hver uge. Kvinder bliver stenet ihjel for påstået utroskab, og demokrati er stadig et luftkastel.

Nu vil det politiske flertal så ’redde’ Syrien! Her er alt endnu værre, end da vi satte os for at ’redde’ Irak og Afghanistan. I Syrien har vi ikke engang en lokal allieret, som vi kan overgive magten til, når vore påståede mål med krigen er nået.

Men vi skal den onde lyne mig i krig, og udenrigsminister Kristian Jensen viser hele sit manglende format ved at håne alle politiske modstandere, der ønsker en reel debat forud. ’Vi skal yde vores bidrag’, lyder det igen og igen. Men til hvad?

Man får den tanke, at vi nu skal i krig igen for at berettige, at det politiske flertal vil bruge 30 milliarder kroner på nye kampfly.

Faktum er i hvert fald, at der aldrig forud for de danske krigsindsatser er en åben diskussion med befolkningen om det værdifulde og vigtige i, at vi deltager. Det tør det politiske flertal ikke. For de ved udmærket godt, at befolkningen ikke er nær så krigsliderlige, som de selv er.

Det helt groteske er, at vi i de seneste uger faktisk har fået en form for diskussion om Danmark som militær nation. Men den er ikke startet af politikerne, men af et af de selskaber, der kæmper om at lande milliard-ordren på nye kampfly til Danmark. Og diskussionen handler ikke om det rimelige i, at Danmark skal i krig igen, men alene om, hvilke kampfly vi skal bruge milliarder på.

Men det gode er, at de metoder, som militærindustriens lobbyister bruger, er kommet frem i lyset. Og det er ikke et kønt syn.

Og så er vi tilbage ved, hvem det reelt er, der sender Danmark i krig.

Er det i virkeligheden lobbyister? Politikerne er åbenlyst nemme ofre, og derfor vil vi nu på grotesk vis bruge 30 milliarder kroner på nye kampfly, så typer som Kristian Jensen har mulighed for i ny og næ at få stivet selvværdet af med groteske krige i stedet for at bruge pengene på noget, der faktisk gavner befolkningen i Danmark.

235 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere