Et menneske i nød

 

AMBULANCEN UDEBLEV: Hellere rykke ud en gang for meget end en gang for lidt.
Det må være den udtrykkelige lære af den tragiske sag med Jørgen, der søndag blev fundet død i et vandreservoir på Amager.

FORHISTORIEN: Stærkt omtåget og med blod i ansigtet steg den 61-årige Jørgen Kihle Christensen natten til lørdag på metrobussen mod Vestamager Station efter en firmafest.

Det samme gør 21-årige Pernille, som straks bliver klar over, at den omtumlede Jørgen har behov for behandling. De to står af på stationen, og da hverken buschaufføren eller chaufføren i en forbipasserende taxa vil hjælpe, beslutter Pernille at ringe 112.

HUN FORKLARER, at hun står sammen med en beruset mand, som har slået hovedet og bløder rigtig meget. Men da hun holder røret for Jørgen, meddeler han vagtcentralen, at han ikke har brug for hjælp. Og derfor beslutter man ikke at sende en ambulance.
Halvandet døgn senere blev Jørgen fundet død i vandreservoiret.

CHEFEN FOR vagtcentralen har forklaret, at man ikke kan påtvinge folk en ambulance. De har ret til at sige nej tak, medmindre det handler om psykiatriske tilfælde, eller man er til fare for sig selv eller andre.

Javel – men det kunne være en god ide at lytte mere til de mennesker, der er til stede, og som skønner det nødvendigt at tilkalde hjælp. For det kunne jo være, at hovedpersonen – f.eks. på grund af hjernerystelse – ikke selv er i stand til at vurdere situationen korrekt.

DESVÆRRE HAR de seneste måneder givet flere eksempler på, at 112 negligerer meldinger fra ansvarlige og godhjertede mennesker, som vil hjælpe en medborger i nød. Specielt hvis vedkommende er beruset. Eller grønlænder!

Pernille gjorde sin pligt – men blev underkendt af alarmcentralen med fatale konsekvenser til følge.

Næste gang er det ikke sikkert, hun iler til hjælp.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere