Evas kasketter

MERE OG MERE tyder på, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har snydt på vægten i sin lovprisning af regeringens landbrugspakke.

Efter møder i ministeriet har embedsmændene fortalt ordførerne fra DF og K, at pakken samlet set vil betyde en forringelse af vandmiljøet frem til 2018 på grund af en øget kvælstofudledning. Først derefter vil regnestykket (måske) gå i plus.

DET STÅR i skarp kontrast til Eva Kjer Hansens gentagne forsikring til Folketinget om, at landbrugspakken vil gavne miljøet. Hun har oven i købet udleveret en oversigt til partierne, der viser, at mængden af kvælstof vil reduceres i ALLE år fra 2016 til 2021.

Men om embedsmændenes udlægning er nok til at overbevise de tvivlende konservative om, at ministeren bevidst har vildledt Folketinget, er en anden sag.

K-ORDFØREREN Rasmus Jarlov synes, at der har været regnet ’lidt kreativt’, men han vil vente med at fælde dom til efter et møde med ministeren i næste uge.

Sagen er under alle omstændigheder et skrækeksempel på, hvad der kan ske, når Fødevareministeriet (læs Landbrugsministeriet) og Miljøministeriet er samlet under én hat – i dette tilfælde Eva Kjer Hansens kasket.

DET ER TYDELIGT, at hun har været langt mere inspireret af lobbyisterne fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug end af miljøfolkene. For nu at sige det mildt.

Landbrugsaktivisterne går ensidigt efter at få forbedret deres økonomi. Koste, hvad det koste vil. Mens miljøets talsmænd udelukkende fokuserer på, hvad der er bedst for naturen. To uforenelige grupper, som hele tiden kæmper på barrikaderne

SOM MINISTER for begge områder skal Eva Kjer Hansen dele sol og vind lige til gavn for hele den danske befolkning.

Men det har hun i den grad ikke gjort. Hun har valgt side.

Hvis Lars Løkke er statsminister ikke bare af navn, men også af gavn, bør han fjerne i hvert fald den ene kasket fra Eva Kjer Hansens hoved og oprette to selvstændige ministerier med hver sin minister.

VI ER IKKE så naive at tro, at miljøet af den grund vil blive opprioriteret i Venstre-regeringen, men så er forudsætningerne for et fagligt modspil i det mindste i orden.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere