Eventyrlandets fremtid

Kronprins Frederik skal alene være en ceremoniel person. Foto: Philip Davali
Kronprins Frederik skal alene være en ceremoniel person. Foto: Philip Davali

Den nye Frede: I går gik fejringen af kronprins Frederik amok. I timevis blev vi på de to landsdækkende kanaler belastet med tom sniksnak om kongehusets fortræffeligheder.

Jeg ved godt, at jeg lyder som en sur gammel mand, men det går stadigvæk over min fatteevne, at vi – som ellers opfatter os selv som begavede og veluddannede – tilbeder en tilfældig tysk adelsfamilie, der blev hentet herop for ganske få generationer siden, og som vi nu kalder kongelige. Og med den titel følger åbenbart, at vi parkerer al sund fornuft og kritisk tilgang.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er republikaner og derfor synes, at vores statsoverhoved skal være folkevalgt. Så tænker du måske: Jeg gider altså ikke have Lars Løkke eller Helle Thorning som præsident?

Men hvorfor kunne Margrethe ikke bare stille op? Eller for den sags skyld kronprinsen? De vil uden tvivl banke politikerne af banen.

Kongehuset er et levn fra fortiden – fra dengang man havde en enevældig hersker og bønder og menigmand ikke havde stemmeret. Det var måske o.k. i 1800-tallet, men ikke i 2018.

Jeg er godt klar over, at en folkevalgt konge har lange udsigter. 80 pct. af danskerne er for kongehuset, men der er sikkert også 80 pct., der godt kan lide H.C. Andersens eventyr. Måske hænger det sammen. Måske er vi et eventyrland.

Det afgørende er, hvilken rolle Frederik vil spille. For nylig gjorde han sig yderst uheldigt bemærket ved at gå imod regeringens anbefalinger i forbindelse med udelukkelsen af Rusland fra OL. Han lavede så at sige sin egen udenrigspolitik. Og det er bestemt ikke den vej, han skal betræde.

Frede skal alene være en ceremoniel person. Han må forstå, at IOC, den internationale olympiske komite, er dårligt selskab. Hans kone, Mary, har på nogle måder vist vejen for det moderne monarki. Gennem MaryFonden støtter hun en lang række gode initiativer. Senest handlede det om kropsidealer blandt teenagere. Om at dyrke
forskelligheden.

For at Frede lykkes som konge må han droppe det elitære pjat, han spilder meget af sin tid på. Væk med korrupte forsamlinger og truttelut for adelen og ind med klare initiativer, der støtter mangfoldigheden og samler danskerne. For det er der i den grad brug for.

259 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere