Facebook er ikke din ven

Følg Leder

BEDRAG: Jeg er nødt til at se det i øjnene: Mark Zuckerberg styrede mit liv! Heldigvis er det slut nu.

HAN styrer også dit, hvis du er på Facebook. Vi har nemlig overgivet vores personlige oplysninger til Zuckerberg, så det kun er vores allernærmeste familie, der formentlig kender os bedre, end han gør. Han ved, hvor gamle vi er, kender vores baggrund, hvem vores venner er, hvad vi kan lide, hvad vi går op i, og hvilke daglige rutiner vi har. Vi har selv delt det hele med ham, så man kan egentlig ikke beskylde Zuckerberg for andet end at være supersmart.

MEN DET udstiller også, hvor naive vi er.

Vi tror, at vi er en del af et fællesskab. Men det er vi ikke. Et fællesskab kræver, at man har indflydelse på det fælles: reglerne, omgangsformen, og hvad vi er fælles om.

Facebook er big business, og det er vores liv, der er varen. Den vare tjener Facebook milliarder på, og vi har ingen indflydelse på, hvem Facebook sælger os til. Facebook er en forretning, hvor betingelserne udelukkende stilles af den store boss, Zuckerberg. Han kan ændre reglerne efter forgodtbefindende, hvilket han også gør.

EN ANDEN misforståelse er, at vi tror, at hvis vi finder os i Zuckerbergs regler, så giver det os adgang til at følge med i vore venners liv. Men alene det faktum, at Facebook tillader os at have 5000 'venner', burde få alle alarmklokker til at ringe. Ingen, ikke engang Don Ø, har 5000 venner. Dertil kommer, at hvis vi ikke er aktive nok og skriver opdateringer hele tiden, får vi kun meget lidt at se. Det styrer Facebooks maskiner gennem de såkaldte algoritmer.

Den erkendelse gjorde jeg for flere år siden. Derfor forsøger jeg i dag at udnytte Facebook og ikke omvendt. Jeg deler intet personligt eller privat, men alene mine professionelle synspunkter. Eksempelvis mine ledere, blandt andet denne her. Dermed bruger jeg Facebook til at få mit budskab bredere ud.

DET SAMME gør vi med artikler fra Ekstra Bladet. Men det har Facebook naturligvis gennemskuet. Så i denne uge ændrede de algoritmerne for traditionelle mediers udgivelser på Facebook. Nu må vi ikke mere lave korte overskrifter. For så ved Facebook, at du klikker på linket og ryger over på den oprindelige artikel fra ekstrabladet.dk og dermed forlader Facebook. Så nu skal vi, for at Facebook vil dirigere læsere hen til os, skrive længere indledninger. Dermed håber Facebook, at du ikke gider læse hele artiklen og ikke klikker på linket, og derfor bliver på Facebook.

FOR DE MEDIER, der har gjort sig afhængige af Facebook, er algoritme-ændringerne en katastrofe.

På Ekstra Bladet vil vi ikke være afhængige af Mark Zuckerbergs luner, derfor begrænser vi bevidst vores artikler på Facebook, så de kun udgør cirka ti procent af vores trafik og dermed bare bliver flødeskum på toppen.

OG HVAD SÅ med dig?

Bliv på Facebook, hvis du synes, det er sjovt, men prøv her i sommervarmen at tænke over, om det ikke var bedre at møde folk personligt end at bruge tiden derhjemme bag skærmen og blive udnyttet af Mark Zuckerberg.

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.