Fælles besked

 FOR FÅ UGER siden var sundhedsministers Magnus Heunickes lidt udsigtsløse opgave at få unge til at lytte til rådet om at holde op med at ryge. Kort før midnat torsdag gjorde Folketinget ham pludselig til Danmarks noget nær mest magtfulde mand.

DET DANMARK, der var før coronavirus, er tabt for det Danmark, vi står med efter. Nu gælder det om at kunne tage imod en fælles besked. Modsat hvad der skete onsdag, hvor statsministeren gav alle besked om, at man ikke skal forsamles 100 ad gangen og ikke skal rende ud og hamstre. Hvorefter flokke på 200-300 mennesker i opstemmede køer i supermarkeder landet over forsynede sig med toiletpapir til en atomkrig.

’Sikke nogle røvhuller,’ som det blev bemærket på EB’s nationen!

DER ER BRUG for drastiske midler til at kunne modvirke den slags adfærd. Og loven om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme giver fremover sundhedsmyndighederne mulighed for at tvangsundersøge, tvangsbehandle eller sætte folk i tvangskarantæne, hvis der er mistanke om, at de er smittet med coronavirus.

OG SÅ VIL sundhedsminister Magnus Heunicke i øvrigt fremover kunne anvende Forsvaret og private vagtværn i kampen mod corona.

DE INDTIL FOR FÅ uger siden mange kritikere af en magtfuldkommen regering, der opererer uden for offentlig kontrol, ikke alene tier og samtykker. Kritikerne giver medhold. Det er nødvendigt. Og når vi engang når lykkeligt ud på den anden side, genoptager vi alle vores oprindelige opgaver. Hvilket for vi mediers vedkommende bliver at tilse, at alle de vidtstrakte beføjelser i anledning af undtagelsestilstanden fjernes igen (en tak for trods alt at droppe idéen om myndigheders frie adgang til folks private hjem skal fremhæves her).

FÆLLESBESKEDEN til dig, danskeren, er, at du skal gøre, som myndigheder forlanger. Ellers har vi andre metoder. Og du skal ikke hamstre. Heller ikke tid ved at ringe til vagtlægen ved mindste snue. Gå på coronasmitte.dk. Vi har hverken tid eller råd til egoisme.

I SIDSTE UGE skrev jeg en leder med rubrikken ’Så piskede Mette en stemning op’. Fordi hun først overlod smittebekæmpelse til danskerne selv. Hun satte sig mellem alle stole. I lederen spurgte jeg tilmed, hvorfor hun ikke bare lukkede nationen ned i 14 dage.

OG JA, der er grund til at anprise Mette Frederiksen for nu at have gjort det stik modsatte af i fredags. Weekendavisen skriver i en leder, at næste skridt kan være udgangsforbud. Det kan ingen længere udelukke. 

73 kommentarer
Vis kommentarer