Fænomenal fiasko

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bør nedlægge jobcentrene og begynde forfra med et helt ny system. Foto: Thomas Borberg
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bør nedlægge jobcentrene og begynde forfra med et helt ny system. Foto: Thomas Borberg

RENGØRINGSFIRMAET De 5 Stjerner har henvendt sig til Jobcenter København og tilbudt job til 450 arbejdsløse.

DE FLESTE SER sikkert for sig, hvordan glæden løber gennem jobcentret. Og måske videre ud til en del af de 24.000 ledige og jobparate i København. Men nej, ikke rigtigt. Rengøringsfirmaet fik en liste tilbage. Med 80 navne. Samt en besked om selv at finde ud af det, oplyser Berlingske. Direktør for De 5 Stjerner, Brian Holmboe, og hans folk gik i gang med at ringe og måtte konkludere:

’DET ER GROTESK. Nogle sagde: ’Jeg vil ikke arbejde’, og så blev der bare lagt på. Andre sagde, at det ikke var et interessant job for dem. Vi troede sådan set ikke, de havde noget valg. De fleste tog slet ikke telefonen. Nogle kaldte vi til samtale, men de mødte ikke op,’ som direktøren siger i Berlingske. Og han påpeger, at der helst skal bookes otte mennesker til samtale kl. 9, hvis man skal være så heldig, at blot en enkelt af dem møder op.

De 5 Stjerner fandt blot to medarbejdere i alt gennem Jobcenter København.

DET HAR DESVÆRRE stået på i årevis. Det er en reel skandale. Vi har skrevet mange lignende historier på Ekstra Bladet fra andre dele af landet. Eksempelvis i maj, hvor Ribe Ferie Resort manglede ti medarbejdere i en kommune med godt 2500 ledige, men ikke fik én eneste ansøgning.

Og der er fortsat kun én ting at sige: Nedlæg jobcentrene.

LANGTIDSLEDIGE, sygemeldte, nyuddannede, nytilkomne og almindelige lønmodtagere, som står uden arbejde i få måneder – alle skal igennem møllen hos et jobcenter. Et system, som koster os mellem 12 og 13 mia. kr. om året. Kommunerne bruger godt 7 mia. kr. på aktivering og 5 mia. kr. på administrative udgifter i jobcentrene.

MEN SOM DET FREMGÅR af sagen fra Jobcenter København: Jobcentrene er en fænomenal fiasko. Ud over at holde ledige beskæftigede med i en ende- og formålsløs række at øve sig i at skrive ansøgninger er centrene helt åbenbart en offentlig arketype på, at her er en forvaltning, der – formentlig grundet et lov- og regelhelvede fra Christiansborg – er mere til for de ansatte end for samfundet.

BESKÆFTIGELSESMINISTER Peter Hummelgaard bør gøre de såvel private som offentlige arbejdsdspladser, der lige nu skriger på arbejdskraft, de ledige, sig selv samt alle os andre en tjeneste:

BEGYND FORFRA. Udtænk et helt nyt system – og ingen, der har været i ledelsen af det gamle, må tænke med.