FALCKS TOTALSVINER

FALCK prøver desperat at pippe om 'værdier' og 'moral', efter at Konkurrencestyrelsen på baggrund af tre års graveri har klædt firmaet af til skindet i en afgørelse. Falck har brudt konkurrenceloven, misbrugt sin dominerende stilling og er meldt til Bagmandspolitiet.

TILBAGE står billedet af en tidligere så hæderværdig mastodont, der blev en hævngerrig, dårlig taber, da et enkelt firma, hollandske Bios, tog kampen op mod Falcks monopol på privat ambulancetjeneste i 2014.

FALCK fik via en hemmelig, manipulerende kampagne undergravet konkurrenten på alle ledder.

Bios skulle fremstå som komplet uegnede og nærmest livsfarlige for patienterne. Bios endte med at gå konkurs, men klagede over undergravningen til Konkurrencestyrelsen.

TAKKET være Konkurrencestyrelsens raid i Falcks hovedkvarter i december 2015 med omfattende beslaglæggelser er det meste af operationen kortlagt.

' GRIM LÆSNING', kalder Peter Goll med rette selv rapporten. Goll fik en fin titel af direktør i Falck, en måned efter at Bios havde vundet ambulancekørslen i 2014, og skulle ifølge Berlingske være manden, der fik kampagnen op at flyve. I hvert fald gik det løs ud over stepperne med at hyre bl. a. konsulentfirmaet Advice. Nu undskylder Goll på Facebook over, at der nok blev handlet for meget med følelserne og ikke fornuften. Snøøøft! Kendsgerningen er, ifølge Konkurrencestyrelsen, at Falck stod bag og havde pengene til at hyre de dyreste spindoktorer og politisk erfarne rotter med gode netværk.

DESVÆRRE ser vi igen magten lukke sig om sig selv. Der er intet ønske om at få alting frem i lyset - tværtimod.

LUFTEN er ganske vist tyk af anger og bullshit-lingo, så man er ved at brække sig. Falcks nye direktør, Jakob Riis, vil ikke anke Konkurrencestyrelsens afgørelse alligevel, siger han, for ikke ' at kompromittere den etiske linje, vi står for'. Oversat til dansk betyder det, at Falck sørme ikke skal have hvirvlet alt smudset og de beskidte tricks yderligere op i en ankesag. Han sparer os heller ikke for flosklen: ' Vi er et andet sted i dag'. Tak for kaffe.

BUREAUET Advices direktør, Espen Højlund, der også står i til halsen i smædekampagnen, har heller ikke gang i selvransagelsen. Ifølge ham - surprise surprise! - viser det sig, at Advices håndlangeri i denne sag ' på flere parametre ikke lever op til de værdier og standarder, vi har'. En medarbejder har fået en skideballe. Så er alt åbenbart o. k. igen? Eller er chokket til at overse, fordi Advice sådan set har gang i en del af den slags? PETER Goll er skiftet til kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, hvor den administrerende direktør ' har tillid til Golls forklaring'. Fordi nu bakker Goll helt op om lufthavnens værdier. Hvor er det heldigt. For Goll.

64 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere