Faldskærms-politikeren Ahlers

Vælgerne ville konstant være til grin, hvis alle politikere gjorde som Ahlers og kastede håndklædet i ringen ved den mindste modstand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vælgerne ville konstant være til grin, hvis alle politikere gjorde som Ahlers og kastede håndklædet i ringen ved den mindste modstand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

EFTER BARE to år som medlem af Folketinget er Venstres stemmesluger Tommy Ahlers kommet frem til, at politik går alt, alt for langsomt.

Det burde være en joke. Men det er det ikke. Slet ikke for de godt 26.000 vælgere, der stemte personligt på Ahlers i 2019 og nu må erkende, at de har sat stemt på bar røv i måneskin.

AHLERS UTIDIGE exit har fået kolonnerne af politiske spinatfugle til at erklære krise i det danske demokrati, fordi der ikke er plads til driftige iværksættere. Men det er at vende tingene på hovedet.

Det er faldskærms-politikere, der er den virkelige trussel. Vælgerne ville konstant være til grin, hvis alle politikere gjorde som Ahlers og kastede håndklædet i ringen ved den mindste modstand og udsigt til lidt trivielt rugbrødsarbejde.

TOMMY AHLERS’ karakteristik af politik er ikke forkert. Det går langsomt. Men det burde bare ikke komme bag på ham. Det danske parlamentariske system er bygget op om langsommelighed:

Den lave spærregrænse, de mange partier og mindretalsregeringer gør, at der skal forhandles og bøjes af. På den måde værnes danskerne mod, at der opstår revolutioner, mens de sover. Elsk det, eller had det, men det er sådan, det er.

DET BURDE Ahlers have gjort sig tindrende klart, inden han for to år siden stillede sig op foran vælgerne og bad om deres stemmer. Og det skal alle, der fremover overvejer at gå ind i politik for at skabe en verden i deres eget billede også gøre.

AHLERS KRITISERER også, at politik er alt for meget spin og taktik. Det er smerteligt korrekt. Forblommede visioner er alt for ofte den pæne fernis over billige personangreb og en masse smart kommunikation, der bygger på et fromt håb om, at vælgerne har glemt, hvad partierne sagde sidste år.

DET ØNSKER vi alle et opgør med. Pressen kan gøre sit. Men det store opgør skal komme fra politikerne selv. Og hvis Ahlers virkelig var så optaget af denne ædle kamp, så skulle han være blevet i ringen, om ikke andet valgperioden ud.

Det orkede han så ikke, og derfor ligner hans ideologiske farvelsang til politik det, han selv kritiserer Christiansborg for: taktik og spin.