Falliterklæring

For mindre end en måned siden afviste sundhedsminister 
Magnus Heunicke (S) at suspendere behandlingsgarantien, men det blev i går 
alligevel en realitet. 
Foto: Jonathan Damslund
For mindre end en måned siden afviste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) at suspendere behandlingsgarantien, men det blev i går alligevel en realitet. Foto: Jonathan Damslund
Følg Leder

PRESSET PÅ SUNDHEDSVÆSNET og den kraftige stigning i antallet af omikron-smittede fik mandag et politisk flertal til at suspendere behandlingsgarantien igen. Det betyder, at du som patient ikke længere kan være sikker på at modtage behandling inden for en måned.

I slutningen af november sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ifølge DR Nyheder ellers følgende:

– Jeg har ikke planer om at suspendere behandlingsgarantien, da jeg kan frygte, at det kan få konsekvenser for nogle, hvis deres operation udskydes.

Den frygt plager ham åbenbart ikke længere.

I SAMME OMBÆRING er det besluttet, at kommunerne – hvis det på et tidspunkt bliver nødvendigt – skal stille 300 sengepladser til rådighed for at aflaste hospitalerne. Sker det, vil det få andre konsekvenser: Mindre hjemmehjælp til de ældre, færre forebyggende sundhedsydelser til børn og mindre genoptræning efter sygehusindlæggelser.

Behandlingsgarantien blev også helt undtagelsesvist suspenderet, da corona skyllede ind over landet i marts 2020. At vi halvandet år efter står samme sted er en falliterklæring.

STATSMINISTER Mette Frederiksen (S) og Søren Brostrøm erklærede i starten af december, at myndighederne har været fuldt ud forberedte på smittestigningen. Måden, man har forberedt sig på, er reelt at sænke tallene for, hvor mange coronapatienter der kan være indlagt på de danske sygehuse, før det får konsekvenser for andre patienter.

Ved samme lejlighed forklarede sundhedsdirektør Brostrøm, at det danske sundhedssystem er mindre robust end sidste vinter. Og sidste vinter var det mindre robust end året før.

VI HAR SKREVET DET FØR i disse spalter, og vi gentager det gerne: Sundhedsvæsnet hænger i laser. Ikke på grund af corona, men som følge af flere års forsømmelse og nøl fra politikernes side.

Overlægeforeningen, Yngre Læger og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber opsummerer det klart i et svar til formændene fra 14 kirurgiske afdelinger, der i sidste uge slog alarm:

’Hospitalerne har været underfinansierede i mange år, og arbejdsmiljøet er presset i bund rigtig mange steder. Manglen på arbejdskraft inden for flere sundhedsfag er åbenbar, og det er en katastrofe, at flere vitale sundhedsprofessionelle forlader hospitalerne i afmagt over de pressede arbejdsvilkår.’

MENS DER ER KASTET milliarder efter forudsigeligt forsinkede sygehusbyggerier, er der sparet bag murene. Corona udfordrer og udstiller manglerne i det danske sundhedsvæsen.

I stedet for at afvise patienter ville det klæde politikerne at opruste hospitalerne. Sæt i gang!

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.