Falsk tale

STATSMINISTEREN var vældig ambitiøs i sin nytårstale, som med voldsom patos sluttede:

’Vi skal gøre alle til fremtidens vindere!’

Det mål skal nås ved at satse på uddannelse, forklarede Lars Løkke:

– Hvis vi bruger lidt færre penge på SU. Så kan vi til gengæld investere mere i viden, uddannelser og kompetencer.

JOVEL. Regeringen skærer godt nok i SU’en, men når Lars Løkke prøver at foregøgle befolkningen, at besparelsen bliver investeret i mere uddannelse, så er det ikke helt præcist.

Faktisk er det løgn.

MED DE TO seneste finanslove og det nye regeringsgrundlag har regeringen lagt op til enorme besparelser på uddannelsesområdet.

Sidste år måtte landets gymnasier, erhvervsuddannelser og så videre skære en halv milliard kroner. Nedskæringerne bliver større i de kommende år, så tallet i 2020 vil være vokset til 3,4 milliarder kroner.

SAMLET vil regeringen i de kommende år beskære ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser med 10,6 milliarder kroner.

Det viser beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

LARS LØKKE er i besiddelse af en næsten imponerende skamløshed, når han på den baggrund kan få sig selv til at tale om at investere mere i uddannelse.

STATSMINISTEREN talte også varmt for, at vi ikke blot kan nøjes med den uddannelse, vi får i vores ungdom:

– I det nye år vi vi arbejde for en fælles aftale om livslang læring.

SÅDAN siger manden, hvis regering netop har indført et uddannelsesloft, som betyder, at man mister retten til at tage en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, hvis man allerede har gennemført én.

Uddannelsesloftet vil virke stik mod sin hensigt. Loftet fil føre til øget frafald fra uddannelserne og er noget af det mest idiotiske, politikerne har produceret i de senere år – en disciplin hvor konkurrencen ellers er benhård.

OG HVORDAN Lars Løkke på den baggrund kan få sig selv til at tale om behovet for livslang læring, er helt og aldeles uforståeligt.

Afstanden mellem statsministerens ord og hans handlinger er nærmest svimlende.

182 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere