I VESTRE FÆNGSEL har den 45-årige tyrker, Musa Dogan, siddet varetægtsfængslet siden december. Hvorfor? Fordi Rigsadvokaten vil udlevere ham til Tyrkiet, hvor han i 1996 blev idømt dødsstraf, der siden blev ændret til livsvarigt fængsel.
MUSA DOGAN fik dom for at være medlem af en venstreorienteret gruppe. Desuden blev han dømt for bl.a. ildspåsættelse, røveri og drabsforsøg – forhold som han nægter at have begået.
EFTER SEKS år i tyrkisk fængsel, hvor Musa Dogan ifølge lægeerklæringer bl.a. blev torteret, lykkedes det ham for 14 år siden at flygte til Sverige, hvor han siden har haft opholdstilladelse.
TYRKIET udstedte en international arrestordre på Musa Dogan. Både Sverige og Polen – hvor hans kone kommer fra – har imidlertid blankt afvist at udlevere ham.
MEN DA Musa Dogan i december var på vej til Sverige gennem Danmark, blev han anholdt med henblik på udlevering til voldsregimet.
FREDAG kendte byretten i Nykøbing Falster udleveringen for ulovlig. Ifølge Politiken fejede dommeren alle Rigsadvokatens påstande af bordet – bl.a. en højstemt tyrkisk erklæring om, at ikke et hår vil blive krummet på Musa Dogans hoved.
SÅ SKULLE man tro, at Rigsadvokaten var blevet klogere. Men nej. Afgørelsen blev straks anket til landsretten! Og Musa Dogan sendt tilbage i Vestre.
HVAD ER det dog for en farce? Ved Rigsadvokaten intet om, hvad der foregår? Det er kun fem uger siden, at Højesteret ret opsigtsvækkende sagde nej til at udvise blandt andre en rumænsk mand til afsoning i hjemlandet, fordi fængselscellerne vurderes at være for små.
PROBLEMET i tyrkiske fængsler er ikke celle-størrelser, men langt alvorligere. Stakkevis af rapporter dokumenterer tortur, tæsk og voldtægt af indsatte, der tilmed er dømt ved farceagtige retsprocesser.
DET ER næppe en tradition, som ændres af den despotiske præsident Erdogan, hvis regime anklages for at aflytte og forfølge herboende tyrkere, og som i 2014 løslod den tyrker, som mistænkes for drabsforsøget på højrefløjs-debattøren Lars Hedegaard.
RIGSADVOKATENS følgagtighed er uforståelig. Anken i Musa Dogans udvisningssag bør trækkes tilbage. Det kan kun gå for langsomt.