Farlige sygehuse

2-årige Olivia. Privatfoto
2-årige Olivia. Privatfoto

OLIVIA PÅ TO ÅR døde på Hvidovre Hospitals børneafdeling som følge af væskemangel.

På trods af sine forældres bekymrede insisteren fik hun ikke den nødvendige behandling.

En række fejl og brist resulterede i, at den lille piges krop i løbet af halvandet døgn nåede at blive så dehydreret, at hendes hjerte til sidste gik i stå.

DEN TRAGISKE SAG blev oprullet i Ekstra Bladet i lørdags. Hospitalsledelsen erkender blankt, at der er sket afgørende fejl i behandlingen af Olivia og siger undskyld til forældrene.

Men det lindrer ikke deres dybe sorg. Louise og Anders Kressner føler, at alt er mørkt.

EKSTRA BLADET HAR de seneste måneder givet flere eksempler på, at det kan være decideret farligt at komme i nærkontakt med behandlingssystemet.

Det kunne 90-årige Ruth Jessen også have skrevet under på. Vi skildrede for ti dage siden, hvordan hun blev indlagt med dårlig mave, men blev hjemsendt med brækkede knogler, fordi hun var faldet ud af hospitalssengen. Siden døde hun.

POLITIKERNE har aldrig brugt flere penge på sundhedssektoren end i dag.

Regionerne bygger avancerede supersygehuse, styret af de nyeste it-systemer, men alligevel klager læger, sygeplejersker og andre hospitalsansatte over, at de får mindre og mindre tid til at tage sig af patienterne.

DERVED ØGES risikoen for fejlbehandlinger. De syge må betale prisen for politikernes ambitioner om store og forkromede sundhedssystemer i stedet for flere varme hænder.

Tag bare den stærkt kritiserede Sundhedsplatformen – et it-system til over to milliarder kr. – der er indført i hovedstadsregionen, og som har ført til fejlmedicineringer og forsømmelser.

SYSTEMET BLEV proppet ned i halsen på de ansatte og skabte frustrationer og dermed ringere patientbehandling. Hvad hjælper nye og bedre behandlingsmetoder, hvis hverken læger eller sygeplejersker har tid og kræfter til at føre dem ud i livet, fordi de dagligt skal bruge timer foran computeren til at udfylde skemaer?

KRAVET TIL registreringer og andet bureaukrati går ud over den tid, som SKAL være til rådighed til at lytte til bekymrede pårørende.

Det kan betyde forskellen på liv og død. Spørg bare Olivias forældre.

94 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere