I AUGUST åbner diskoteker og nat-klubber i fase fire efter corona-nedlukningen. Det er i hvert fald planen, og branchen glæder sig voldsomt ligesom mange unge gæster.
PROFESSORER og læger advarer bare kraftigt om, at et varmt, sprællevende diskotek er et rent smørhul for coronasmitte!
HVORFOR så åbne? Dette 1000 dollar-spørgsmål er umuligt at få svar på. I stedet får vi et lille light-påbud om at tage mundbind på i myldretiden i de offentlige transportmidler.’For at beskytte de mest sårbare,’ som det blev gentaget fromt igen og igen på tv i går. Man beskytter som bekendt ikke sig selv ved at tage mundbind på – ikke i nævneværdig grad, i hvert fald.
TIL gengæld beskytter man sine om-givelser, hvis man selv er smittebærer uden at vide det.
MEN LOGIKKEN i forhold til det kommende ramasjang i nattelivet er igen umulig at få øje på:
VI bedes tage mundbind på i et fyldt tog, hvor DSB opretholder kravet om pladsbilletter. Men kan snart jinge rundt på dansegulve og grine hinanden ind i ansigtet ved barerne til langt ud på natten uden mundbind?
I Folketinget fabler de om, at der skal stilles ’konkrete krav’ på diskotekerne. Men de har vist en meget tåget forestilling om hvilke. Skal man kyle mojitoerne ned gennem et mundbind? Danse kinddans med en meters afstand iført visir? Det er jo noget forløjet pladder at bilde os ind, at de nok skal få styr på det – i stedet for at sige:
DEN GÅR IKKE! Udskyd fase fire. Vi ved, at i de lande, hvor nattelivet er åbnet igen, f.eks. Frankrig og Spanien, galopperer antallet af smittede også frem igen.
ER man en af de tusindvis af patienter, der hober sig op på ventelisterne, fordi hospitalerne i stedet stadig skal være corona-parate, er det endnu sværere at forstå.
HVORFOR skal sundhedsvæsenet stå klar til et smitteudbrud fra Jomfru Ane Gade, fordi borgerne trænger til at give den én over nakken i nattelivet? I stedet for at kunne arbejde sig gennem puklerne af syge mennesker.
HVAD er vigtigst?