Farvel Skat

EN TING synes at stå lysende klart efter Socialdemokratiet og Dansk Folkepartis frontalangreb på Venstre i den efterhånden kolossale skatteskandale: Kristian Jensen bliver ikke statsminister efter næste valg.

HAN SKULLE have taget chancen, da den bød sig ved det interne partiopgør i en kælder i Odense, men han lod sig snakke på plads af Lars Løkke, der efter valget bliver meget forhenværende.

FREMTIDEN ser sort ud for Venstre, men det er prisen for politisk arrogance og et uhæmmet ideologisk skoleridt. Venstre ville for enhver pris effektivisere, men det skete uden nogen form for fornuft. Den erkendelse var Kristian Jensen også tæt på at nå frem til i går. Men for sent.

VI KAN kun hilse en dommerundersøgelse af Skat velkommen. Men kulegravningen skal ikke kun handle om, at der skal rulle hoveder. Mindst lige så vigtigt er det, at der kommer penge i den fælles kasse.

HVIS danskerne skal bevare troen på, at der findes politikere med både evner og moral, må dommerundersøgelsen have tre klare formål.
Hele sagen skal belyses til bunds, og det skal ikke foregå bag lukkede døre. Det her handler om vores alle sammens penge.
De ansvarlige skal straffes. Og det uanset hvilket parti de tilhører. Men der ser jo også ud til, at Mette Frederiksen for at nå sit mål, statsministerposten, er parat til at ofre fra egne rækker og fra den tidligere regeringspartners, SF.
Der skal kradses penge ind. Hvis vi skal have genskabt tilliden til systemet, kan man altså ikke bare afskrive op mod 100 milliarder som tab.

TILLAD OS at erindre om, at Statsrevisorerne i september revsede Skat for ottende år i træk. Igen blev det understreget, at forvaltningen var så svag og utilstrækkelig, at der er risiko for tab for staten. Det var en voldsom underdrivelse.

INDDRIVELSESSYSTEMET EFI’s kollaps og de forudgående massefyringer i Skat har medført, at der kun i begrænset omgang er blevet inddrevet gæld hos danskerne. Det har fået gælden til at eksplodere til 92 milliarder kroner.

MEN DET ER kun en del af balladen. I august 2015 anmeldte Skat skattesnyd for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet. Svindlen er sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter. Siden har Skat flere gange opjusteret beløbet, som nu er på utrolige 12,3 milliarder kroner.

ET FORSLAG: Hvis der stadig er lyst til at effektivisere, kan Skat let nedlægges og gøres til en del af Finansministeriet. I forvejen styrer Finansministeren økonomien. Derfor bør han/hun også have ansvaret for Skat. Men først når Kristian Jensen stopper.

108 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere