Farvel troværdighed

Martin Henriksen hoverer over, hvor ligeglade DF er med andres aftaler. Foto.Jens Dresling/Ritzau
Martin Henriksen hoverer over, hvor ligeglade DF er med andres aftaler. Foto.Jens Dresling/Ritzau

FEM FAGBOSSER hakkede i går hælene i over for Dansk Folkepartis seneste ultimatum:

THULESEN har forlangt, at regeringen skal bryde den ellers berømmede treparts-aftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen fra 2016, der skaffer flygtninge i arbejde. Det foregår gennem et toårigt forløb, hvor flygtninge går til en lavere løn, men ellers er omfattet af aftaler som f.eks. dagpenge.

AFTALEN er blevet rost til skyerne. Endelig noget, der virker! Den kommer formentlig til at spare samfundet for milliarder af kroner og giver tiltrængt arbejdskraft.

ER DÉT det samme Dansk Folkeparti, der tidligere smiskede for og bejlede til samarbejde med fagbevægelsen? Dengang DF gerne ville ind i varmen og fremstå som et mere stabilt parti end udspringet i Glistrups tosser? Hvor troværdig er den logren, når treparts-aftaler – juvelen i ’den danske model’ – pludselig er et stykke ligegyldigt papir, fordi DF ikke var enige i indholdet?

MARTIN Henriksen, DF, hoverede ligefrem i Børsen i går, over, hvor skide ligeglade partiet er med tre-partsaftalen. Den er bare noget, regeringen selv ’har rodet sig ud i’, sagde han, og triumferede: ’Det er dybest set ikke vores problem’. Men det er jo lige præcis ikke bare regeringen, der har skrevet under?

DF prøver som bekendt med alle midler at forhindre, at flygtningene bliver integreret, af frygt for at så bliver de nok ’hængende’: Børn skal ikke gå i skole, forældrene må ikke arbejde, lære dansk eller klare sig selv. Flygtningefamilierne skal helst opbevares i trøstesløs uvirksomhed i en lukket lejr, indtil det er muligt at sende dem hjem igen. Om det så skal vare årtier.

ANDRE STORE partier ønsker også, at flygtningene rejser hjem, så snart der er fred i deres land, f.eks. til Syrien. Som statsministeren understreger. Når danske soldater kæmper i Mellemøsten, har vi også en forventning om, at flygtninge derfra vender hjem, når det bliver muligt, og hjælper med at genopbygge deres land. Og det ruster man dem nok ikke optimalt til ved at spærre dem inde i en pigtrådslejr og nægte dem enhver form for menneskelig tilværelse. Tværtimod – det smadrer dem. Men det er jo ikke det samme, som at et bredt flertal ikke ønsker hjemsendelser i stor stil ligesom DF.

TAK TIL fagbevægelsen for at stå fast på noget grundfæstet i det danske samfund: At en aftale er en aftale....

MEDMINDRE, naturligvis, at der sker voldsomme ændringer i samfundet, som skriger på en ny forhandling. Det er ikke tilfældet her – tværtimod. Det eneste, der skriger, er Dansk Folkeparti, der i sit blinde soloridt for at positionere sig, især i forhold til Liberal Alliance, åbenbart har sluppet jordforbindelsen totalt.

328 kommentarer
Vis kommentarer