Fidusmagerne

En påfaldende håndfuld af Venstres afgåede ministre har oprettet såkaldte enkeltmands-virksomheder. De stinker langt væk af firmafidus. Lovlige, javist. Men helt uden for skiven, hvis man ser på, hvordan lovgivningen egentlig var tænkt. 

På den ene side har folketinget nemlig vedtaget en meget generøs ordning med eftervederlag til tidligere ministre. Beløbet blev i sin tid sat klækkeligt op, fordi det ellers blev en kold økonomisk tyrker at falde direkte fra en millionløn til omkring 250.000 kroner om året. 

Til gengæld skal politikerne modregnes i det flotte vederlag, hvis de tjener penge i deres nye liv. Og her er det, det tydeligvis begynder at gøre ondt. 

Hvorfor dog levere noget af det lækre efter-vederlag tilbage, hvis man med en fiks finte kan kanalisere sine nye indtægter over i et enkeltmands-firma og samtidig beholde millionlønnen som eksminister? 

Tankegangen ser ud til at præge i hvert fald en række af venstres forhenværende ministre. Men vi ved det ikke. Firma-fidusen er fuldstændig uigennemskuelig, og de nyslåede firmaejere er snakkesalige som en østers, hvis man spørger dem. 

Men Kristian Jensen og Lars Løkke var enige om én ting, da de trak hinanden med i faldet fra formandsposterne i venstre i efteråret: på samme dato, 9. september, oprettede de hver især en enkeltmands-virksomhed. Deres brancher benævnes også ens: ’udøvende scenekunstner’. Hvis ikke det lugter langt væk, er det jo til at dø af grin over. 

En aktiv landbrugskvinde som Eva Kjer Hansen havde allerede sit eget firma, Evaction. Branchen er opgivet som ’kunstnerisk skaben’. Hvilket også minder om en vittighed, medmindre Kjer Hansen har hidtil skjulte dybder som en ny Picasso? 

Konstruktionen med enkeltmandsvirksomheder sikrer generelt, at ingen kan se, hvilke og hvor mange penge virksomhederne tjener. Og for at gøre det helt perfekt skal ministrene selv erklære, når de skal modregnes. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har nemlig ikke hjemmel til selv at indhente oplysninger. 

Ministrene bliver åbenbart betragtet som halvguder højt hævet over smålig kontrol. Mens dagpengemodtagere kan tjekkes af skattestyrelsen, så de ikke tjener penge på at arbejde, samtidig med at de modtager en offentlig ydelse. 

’Det er, som om politikerne har skabt et tag selv-bord til sig selv,’ lyder kommentaren fra en erfaren skatteekspert i dag i Ekstra Bladet.

Lige præcis!

145 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere