Finansielle terrorister

GLANSEN gik i den grad af Nordens største bank, Nordea, i forgårs: Lækagen af det systematiske dræn af staternes skattekasser, Panama Papers, viser, at den nordiske storbank har en fæl top-placering blandt godt 500 af verdens banker.

Nordea brillerer som en af de, der har ’hjulpet’ flest velhavende kunder videre til Panamas storleverandør af skattely.

LÆKAGEN er som bekendt den hidtil største – de 11 millioner dokumenter fylder 2,6 terabyte. Den indeholder også, som noget nyt, ’nøglerne’til at identificere ejerne af formuerne bag de opførte stråmænd.

Statsledere, skuespillere, sportsstjerner og kongelige over hele kloden afsløres som suspekte og som skatteunddragere i hidtil uset omfang.

VI MANGLER STADIG navnene på de danske velhavere, der er lækket. Politiken og DR er de eneste medier, der har adgang til dokumenterne, og det er bizart, hvis kun andre landes borgere skal kende navnene på deres implicerede landsmænd – bare spørg Island!

ALT ER måske ikke kriminelt, men ’bare’ moralsk forkasteligt. Borgerne – og bankernes kunder! – vil i hvert fald ikke kunne forstå, at det er lovligt at være fødselshjælper til at smyge formuer væk fra Skats høgeblik i f.eks. Panama.

NORDEA bedyrer, at nu vil de undersøge sig selv. Det klinger jo så hult, at det synger i tænderne! Skal det forestille, at banken ikke vidste, hvad det gik ud på?

400 mand knokler i Nordeas filial i Luxembourg, og banken er i førergruppen, der har brugt det betændte advokatfirma Mossack Fonseca mest.

EN VRED Nordea-kunde kaldte de rige kunder og deres fine håndlangere for ’finansielle terrorister’ på Nordeas Facebook-side, og det passer egentlig meget godt: Det er undergravende for alle samfund, at skatteunddragere får denne VIP-behandling til skattely.

LIGE så utroværdigt lyder det, når Nordea-chefer toner frem og ævler om bankens høje etiske niveau, og hvor sorgtyngede de er over lækagernes pinlige billede. De må da krumme tæer, når de fyrer sådan noget af.

140 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere