Flere ansvar må placeres

 

SANG-SKANDALEN: Langt om længe er hovederne begyndt rulle i turistorganisationen Wonderful Copenhagens ledelse efter Eurovisions- skandalen, der kan ende med at koste skatteyderne omkring 100 millioner kr.

Den nye bestyrelsesformand Peter Højland fyrede i går WC-direktøren gennem 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, og meddelte samtidig, at ni ud af ti bestyrelsesmedlemmer stiller deres mandat til rådighed i et forsøg på at ’reetablere omdømmet og genskabe tilliden’ til organisationen.

Det kan blive mere end svært, for der er flere ansvar at placere. Både Rigsrevisionen og en ekstern ekspertgruppe er i gang med at undersøge, om skandalen skal have retslige konsekvenser.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, mener, at det nu er vigtigt at skabe ro om Wonderful Copenhagen.

Vi er lodret uenige. WC har behov for en raket bagi, som kan forvandle den gammeldags, lukkede og støvede organisation, hvor lederne ansætter fætre og kusiner, til en moderne og strømlinet forretning.

Det store underskud opstod, fordi B&W Hallerne viste sig langt, langt dyrere at opbygge end forventet, og fordi styringen undervejs mildest talt var amatøragtig.

Wonderful Copenhagen forsvarede sig med, at Danmarks Radio havde stillet nt række nye krav undervejs, og at DR derfor måtte påtage sig at dække en del af underskuddet ind.

Juridisk har den statslige mediemogul sit på det tørre, men tydeligere og tydeligere tegnes et billede af, at DR lavede Eurovision 2014 ved hjælp af juridiske fiksfakserier, som gjorde det muligt at placere det økonomiske ansvar hos de andre parter.

Og da lokummet brændte, og det hele raslede sammen, var DR de første til at vaske hænder. De fremsatte kravene, mens andre måtte betale regningen.

Derfor venter mange i spænding på resultatet af Rigsrevisionens undersøgelse. Skandalen slutter ikke med fyringen af WC-direktøren. Andre må også bøde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere