Fly-alarm

Følg Leder

ÅRHUNDREDETS våbenhandel risikerer at ende som århundredets skandale.

Den samlede regning til skatteyderne for 27 nye amerikanske F-35-kampfly bliver nemlig med stor sandsynlighed markant højere end de 66,1 milliarder kroner, som regeringen har lovet Folketinget i beslutningsgrundlaget.

DEN AMERIKANSKE rigsrevision har slået alarm. De samlede omkostninger til drift, vedligehold, it-systemer og infrastruktur i flyenes levetid kan blive mindst 16 mia. kr. højere end det, regeringen har lagt frem.

Den danske rigsrevision har tidligere været fremme med lignende advarsler – uden at det har gjort synderligt indtryk på politikerne fra regeringen, S, DF og R, der står bag handlen.

IT-PROFESSOR Kim Normann Andersen frygter, at projektet kan lide samme skæbne som andre skandaleramte projekter som f.eks. IC4-toget, Skats inddrivelsessystem og andre it-systemer, der har måtte skrottes.

– Bare i en større skala, siger han til Jyllands-Posten.

DANMARK HAR ENDNU IKKE indgået den endelige aftale om prisen på de 27 kampfly. Men vi har valgt type, selv om den ikke er færdigudviklet. Og vi er allerede begyndt at købe reservedele, som vil udgå undervejs.

FORSVARSMINISTER Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver, at projektet ’ikke er uden risici’, men han mener, at det er Folketinget også blevet orienteret grundigt om. Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiets forsvarsordfører, tager det lige så roligt. Han har ikke fundet noget alarmerende og stoler fuldt og fast på Forsvarets fagfolk i sagen.

SÅ VI MÅ desværre konstatere, at danske politikere er verdensmestre i at overhøre eller ignorere advarsler. De har jo også trænet i mange år.

Enhedslisten har nu krævet Claus Hjort i samråd i Forsvarsudvalget i håb om at få friske, troværdige tal på bordet.

Men det ender sandsynligvis bare med en sludder for en sladder og en masse forsikringer om, at alt går planmæssigt, og at man ikke skal tage sorgerne på forskud.

NÅR DET DREJER sig om penge til krudt og kugler, er de fleste Christiansborg-politikere utroligt large.

Danmark skal jo sikre sig mod, at russen kommer. Derfor går de konservative stadig ind for, at der indkøbes 43 – og ikke ’kun’ 27 – F-35-kampfly!

VI FRYGTER, at de 66,1 mia. kr. plus meget mere ender med at blive investeret i et projekt, som vi tidligere har døbt ’luftens IC4-tog’.

Risikoen for fejlkøb synes mere og mere overhængende.

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.