Flygtninge-kortet

MENS kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i går opgav at danne en flertals-regering med blandt andre det stærkt flygtninge- og fremmedfjendske Dansk Folkeparti, blev der i kirker landet over bedt for verdens flygtninge.

ANLEDNINGEN var FN’s flygtningedag lørdag. Som domprovst Anders Gadegaard sagde til TV2: ’Jeg beder for, at alle vi, der lever godt og trygt, tager vores ansvar på os. Det er en medmenneskelig opgave, som intet har at gøre med køn, race eller tro’.

DEN UDLÆGNING skal domprovsten nok få tæv for. Ikke mindst af kleresiet af had-prædikanter, der vil smide alle anderledes tænkende – først og fremmest muslimer – ud og hegne Danmark inde.

NETOP derfor er der grund til at fremhæve domprovstens ord. For selvfølgelig skal Danmark hjælpe verdens flygtninge og tage et medansvar. Det har vi i øvrigt også forpligtet os til gennem internationale konventioner.

I DEN populistiske valgkamp blev flygtninge-kortet trukket flere gange. Dansk Folkeparti og Venstre malede skræk-scenarier med horder af flygtninge, der vil oversvømme vores land.

IGEN OG igen blev det fremhævet, at det skal være sværere for flygtninge at komme til Danmark.

VENSTRE gav indtryk af, at flygtninge nærmest studerer Danmarks velfærdsydelser, når de i synkefærdige både kæmper sig over Middelhavet. Med henvisning til en rapport fra EU’s grænseagentur, Frontex, skal ydelserne til asylansøgere derfor sættes ned til SU-niveau.

MEN SOM Frontex har påpeget, har Venstre misbrugt rapporten. Man ved nemlig intet om, hvorvidt ydelserne påvirker flygtningenes valg af asylland. Det er partiet dog ligeglad med.

DET SIGER sig selv, at Danmark hverken kan eller skal tage imod alle verdens flygtninge. Det ville være velgørende, hvis EU kunne tage sig selv i nakken og lave en kvote-ordning, som Danmark kunne tilslutte sig.

OG SÅ bør der lægges internationalt pres på de rige oliestater til at tage medansvar. F.eks. har Qatar modtaget nul flygtninge fra Syrien – ikke en eneste. Jamen, det skriger til himlen.

DET ER grænseløst naivt at tro, at domprovst Gadegaards ord kan påvirke olie-sheikerne. Så meget desto mere er der grund til at lytte til ham herhjemme.

163 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere