Focks udstødning

Partiboss Josephine Fock cementerer Alternativets politiske linje: Siger ét og gør noget andet. Foto: Philip Davali
Partiboss Josephine Fock cementerer Alternativets politiske linje: Siger ét og gør noget andet. Foto: Philip Davali

SOM EKSTRA BLADET forleden kunne afsløre, mødte Alternativets leder, Josephine Fock, op til coronaforhandlinger på Marienborg i en ti år gammel, diesel-osende rød Citroën C3.

DA VI EFTERFØLGENDE bad om en forklaring på, hvordan bilvalget harmonerer med partiets satsning på grønne biler, bedyrede det tidligere folketingsmedlem og direktør i Dansk Flygtningehjælp, at hun ikke har råd til en elbil.

FOCKS VERBALE udstødning kan man vælge at tro på, hvis man er meget alternativt skruet samme oppe i hovedet. Dobbeltmoralen stinker under alle omstændigheder fælt.

MEN VI HAR ALLIGEVEL svært ved at blive forargede. Hvorfor? Fordi vi er blevet immune over for Alternativets skamløse hykleri. I årevis har Danmarks – ifølge eget udsagn – grønneste frontløbere været angrebet af dobbeltmoral, der som en aggressiv virus har sendt partiet i respirator.

PARTIETS STIFTER – den nu demokrati-udfordrede løsgænger Uffe Elbæk – har år efter år fløjet kloden rundt for at belære andre om klima- og miljøvenlig levevis.

HAN VAR OG ER IKKE ene om at prædike ét og gøre noget andet. Partiets tidligere politiske ordfører Carolina Magdalene Maier med mottoet ’Kys mere – flyv mindre’ blev også afsløret i et monstrøst flyforbrug. Men hun skulle altså have tid til at tage på ski- og dykkerferier med sin familie, flæbede hun.

EN TREDJE FRA DE frafaldnes rækker, René Gade, tog konsekvent flyet til Folkemødet på Bornholm. At han ikke rejste mere klimavenligt med tog og færge, forklarede han således: ’Det gider jeg ikke.’

SÅ FORSTÅR MAN BEDRE, hvorfor Alternativet i 2017 opgav et højt profileret forslag om at indbetale kompensation til en klimafond for partitoppens CO2-udslip. Partiet vil ryge på røven økonomisk.

HYKLERIET I Folketingets grønneste og nu dødsrallende parti er endnu et grumt vidnesbyrd om, hvor svær den nødvendige klimaomstilling bliver. Krisen bør bruges til en gennemgribende og effektiv omlægning til et bæredygtigt samfund – herunder massive investeringer i kollektiv trafik.

MEN UDSIGTERNE ER sorte – bl.a. fordi de også erklærede grønne partier, SF og de radikale, støtter flere broer og mere asfalt, der smadrer landskabet og gør folk syge af larm og stress. Josephine Fock får brug for sin diesel-dyt mange år endnu.

188 kommentarer
Vis kommentarer