Følger bare reglerne

PÅ CHRISTIANSBORG er det en yndet beskæftigelse at gramse til sig. Når politikerne møder kritik, er svaret enslydende: – Vi følger bare reglerne.

Ekstra Bladet bringer i dag en række groteske eksempler. De var ikke svære at finde.

DEN NYESTE beretning om privat bjærgsomhed drejer sig om forsvarsminister Carl Holst (V).

Han var formand for Region Syddanmark, men blev for godt en måned siden udnævnt til forsvarsminister med en årsløn på 1,1 millioner kr. Uden at løfte en finger modtager han oven i 833.000 kr. i eftervederlag fra regionen. Forstå det, hvem der kan.

CARL HOLST er på ferie og har ingen kommentarer. Men gæt, hvad han skriver på Facebook. Ja, rigtigt: ’Jeg følger bare reglerne’.

Det er f.eks. også ufatteligt, at en eks-politiker som Karen Hækkerup (S), der sidder i en fed direktørstilling i landbruget, får udbetalt kæmpe summer fra det offentlige, fordi hun tilfældigvis har været minister.

Og at SF’eren Jonas Dahl, der nåede at være skatteminister i seks uger, modtog 1,8 millioner, da han frivilligt forlod taburetten.

DET POLITISKE system forsvarer sig med, at man risikerer at miste jobbet stort set fra den ene dag til den anden, og at det derfor er nødvendigt med et økonomisk sikkerhedsnet.

Javel – men det hører ingen steder hjemme, at der kan scores eftervederlag, også selv om man har fået andet arbejde.

Det er også svært at forstå, at politikerne tillader sig at fastsætte en pensionsalder på 67 år for den almindelige befolkning, mens de selv kan gå på pension allerede som 60-årige.

ENHVER – altså alle uden for ministerierne og Folketinget – kan se, at mange af reglerne er forkerte og bør laves om.

Hidtil har politikerne sjovt nok tøvet, selv om de plejer at være stålsatte, når det gælder regelændringer for alle os andre. Tænk bare på dagpengene!

De har dog nedsat en kommission, som inden årsskiftet skal komme med forslag til nye løn-, eftervederlags- og pensionssystemer.

MEN FORVENTNINGEN er selvfølgelig, at forslagene vil gøre det endnu mere indbringende at være politiker.

123 kommentarer
Vis kommentarer