For enhver pris

For nogle måneder siden interviewede jeg Kristian Thulesen Dahl: ’Jeg behøver ikke være statsminister’, sagde han.
Vi ser hvorfor i disse dage.
Men hvad gør det så statsminister Lars Løkke Rasmussen til?
Det mest åbenlyse svar er, at det gør Lars Løkke til ’statsminister for enhver pris.’
Altså det stik modsatte af, hvad Løkke i sin tid hævdede at ville være.

I det omfang Danmarks statsminister overhovedet havde et politisk projekt, visnede det, da han forgæves forsøgte at plante sin 2025-plan i ufrugtbar jord. Det blev løst med Løkkes egentlige modus operandi:

En udsættelse. En skattereform er blevet det store stridspunkt i finanslovsforhandlingerne. Hvilket ikke er nyt. Skattelettelser er således blevet udsat og udsat gennem hele denne borgerlige statsministerperiode.

Og hvor ironisk er Liberal Alliances rolle i VLAK-regeringen ikke i dette lys?
Det minder om, hvad partiformand Anders Samuelsen udtalte, da valget var overstået i 2015, og hans parti endnu gik mere ind for topskattelettelser end for at få ministerposter:
’Vi skal undgå at ende der, hvor Løkke i princippet er den nye Thorning, og Kristian Thulesen Dahl er den nye Vestager’, sagde Samuelsen, underforstået, at så kommer man i SF-klemme.
Velkommen til virkeligheden, hr. Samuelsen.

Man kan indvende, at Lars Løkke ikke helt kan leve op til at være den nye Thorning, da det er småt med løftebruddene, når man ikke rigtig har nogen politiske ærinder ud over at forblive statsminister.
På sæt og vis kan man sige, at Danmarks nuværende statsminister sidder på posten som en slags beskæftigelsesprojekt og derfor ironisk nok spejler den socialstat, han hævder at være i gang med at reformere.

Lars Løkke Rasmussen er blevet en politisk farcefigur. En nutidig politisk legemliggørelse af Groucho Marx’ udsagn: ’These are my principles, and if you don’t like them I have others (her er mine principper, og bryder du dig ikke om dem, har jeg nogle andre, red.)’.
Det er dog en ret god forhandlingsposition, når man kun ønsker sig at at blive siddende.

Liberal Alliance kan godt begynde at øve sig i den særlige politiske disciplin, hvor nederlag udlægges som sejre. Hvor man bøjer virkeligheden efter ens egen horisontlinje og insisterer på, at solen ikke går ned, men står op.
Og Kristian Thulesen Dahl? Han behøver som sædvanlig ikke at gøre noget. Han behøver ikke være statsminister.

118 kommentarer
Vis kommentarer