Forgyldte vagthunde

PUNG UD! Vi gider sgu ikke alt det bøvl med standardprocedurer og pladder ...

DET ER åbenbart holdningen i Rigsrevisionen. De er ganske vist vores alle sammens vagthund – hævet over alt andet og dermed også uden en overkontrollants hede ånde i nakken.

ALENE den rolle skulle man tro forpligtede til at være ekstra påpasselig med at passe på statens penge til sidste femøre. Men sådan er det ikke, som Ekstra Bladet tidligere har dokumenteret, og som vi gør det igen i dag: Det er snarere tværtimod. De opfører sig som konger. Nu også højt hævet over almindelig personalepolitik i den besværlige afdeling.

FOR AT slippe af med nogle medarbejdere i en fart hiver Rigsrevisionen for eksempel bare den store tegnebog frem. Skatteyderne betaler jo. Folk får 17 og 24 måneders løn. I flere tilfælde har man derudover udbetalt store kontante beløb for at få ansatte ud af røret i en fart.

DET KAN selvfølgelig være meget charmerende, at folk, der ikke længere ’kan præstere’, som det udtrykkes, bliver forgyldt og lodset ud i ekspresfart. Der er der nok mangen en nedslidt murerarbejdsmand, der vil se misundeligt på.

RIGSREVISOREN selv tilstår frejdigt, at sådan gør de altså bare, fordi det er nemmest og mest praktisk i forhold til alternativet: At de ansatte skal prøve, om de ikke kan udfylde en anden plads i en prøveperiode. Men uha nej – det tager for lang tid, og vi andre skal vist bare bøje os beundrende i støvet for, at Rigsrevisionen er en arbejdsplads, hvor man skal være absolut creme de la creme for at være ansat.

EN DIREKTE afskedigelse efter reglerne er åbenbart ikke mulig, for så skal man jo argumentere for den. Og det er åbenbart helt udelukket. Den ubehagelige opgave slipper man så rart for, når man bare kan stoppe en pose penge i lommen på dem. Endelig kunne en god ledelse måske have holdt medarbejderne i skarp form med efteruddannelse, jobrotation eller lignende. Andre fagforbund måber, når de hører, hvordan man klarer problemerne i ’de højere luftlag’, som en 3F-formand udtrykker det.

40 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere