Forsinket udløsning

REGERINGEN VIL frygtelig gerne have os til at svinge dankortet meget oftere for at sparke gang i økonomien til gavn for det trængte erhvervsliv og beskæftigelsen.

DERFOR STRÅLEDE finansminister Nicolai Wammen som en sol, da han natten til mandag kunne meddele offentligheden, at et stort flertal i Folketinget har besluttet at åbne lønmodtagernes kasse med indefrosne feriepenge og udbetale 60 ud af 100 milliarder kr.

Det svarer i gennemsnit til 19.000 kr. pr. person efter skat.

MEN INGEN ROSER uden torne. Pengene kommer først til udbetaling til oktober, så drømmen om en sommer med ekstra penge på lommen forbliver en drøm.

SÅ DE FLESTE lønmodtagere må derfor vente med at bruge løs. Cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank forklarer det i Berlingske på følgende måde:

’At man allerede nu kan regne med, at pengene kommer til oktober, vil helt sikkert få nogle til at gå ud og købe den nye cykel, de har tænkt på. Men det kan man jo kun gøre, hvis man allerede nu har så god en økonomi, at pengene står på kontoen. Og det er der mange, som ikke har.’

KÆRE CHEFØKONOM – vi har løsningen. Nu har bankerne en åbenlys mulighed for at vise samfundssind.

I har ved flere lejligheder nydt godt af, at samfundet har stillet hjælpepakker til jeres rådighed. Tiden er inde til at gøre gengæld.

Det kan ske ved, at I tilbyder jeres lønmodtager-kunder kortfristede billige (nærmest gratis) lån, så de her og nu har mulighed for at forsøde sommeren og hjælpe på beskæftigelsen.

ET SÅDANT TILBUD vil forbedre bankernes flossede renommé og bevise, at deres lejlighedsvise snak om samfundssind er andet end skåltaler.

Men desværre tror vi ikke, at de køber idéen. For det vil gå ud over planlagte lønstigninger til bestyrelser og direktioner. Og det er hellig jord.

MED FORSKELLIGE begrundelser står DF, LA og Nye Borgerlige uden for sommerpakken, der også indebærer, at der udbetales 1000 skattefrie kroner til folk på overførselsindkomster, bl.a. pensionister.

DET HAR KUN ringe virkning på genopretningen, men sikrer, at politikerne sover roligt om natten. De vil jo nødigt lægge sig ud med så store vælgergrupper. 

246 kommentarer
Vis kommentarer